Det unge band Tender Youth viser unik rocklyd på singlen “Pageantry”

Foto: Hannibal Struckmann (Pressebillede)

Med en insisterende violin i front og fremadstormende trommer indvarsler Tender Youth deres kommende debutalbum på singlen “Pageantry

I slutningen af 2021 udgav Tender Youth deres rå og energiske debut EP, der blev spillet på P6 BEAT og derudover sparkede døren op til anmelderroste koncerter på blandt andet UHØRT Festival. Nu er det unge band klar med deres anden single “Pageantry” fra det kommende debutalbum In The Hands of Broken Bonds, der peger i en ny og mere eksperimenterende retning, hvor bandet blandt andet har taget nye instrumenter i brug.

Trommeslager Jonathan Mørch siger om den nye single:

– Violinen på “Pageantry” kommer egentlig af, at Vitus (guitarist & violinist) begyndte at spille i et klassisk orkester i gymnasiet. En dag tager han så den her violin med til en af vores øvere og sætter den til en larmende guitarforstærker. Pludselig passede det her klassiske instrument ind i vores eget punk- eller rockunivers. Det åbnede op for nogle helt nye muligheder for at bruge instrumenter man ikke normalt forbinder med et klassisk rockband. Eksempelvis har vi også fået vores ven Jo Hoxer til at spille trompet på nummeret

Forvrængningen af det pompøse fra det klassiske orkester er ikke kun at høre i instrumenteringen, men også i lyrikken. Her er det vores egne pompøse fremstillinger af livet, der står for skud – om det enten er fremstillinger off- eller online.

Bassist Gregor Workman fortsætter:

– Vi kommer ofte til at fremstille vores liv overfor andre som glansbilleder og så spejler vi os bagefter i de her billeder, der aldrig har været troværdige fremstillinger. På den måde ender vi med at sætte vores egne forventninger til livet alt for højt. Det er bare hårdt at lære at holde af den grå og kedelige hverdag

Debutalbummet In The Hands of Broken Bonds udkommer den 21. april, og hvis du lige vil have en smagsprøve deraf, kan du høre “Pageantry” lige her

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com