Blaue Blume giver igen tanker, som kun hjertet kan tænke

Foto: PR

Blaue Blume taler igen direkte til lytterens følelser, og deler store tanker i et smukt musikalsk format med den nye single “Mood”.

I starten af deres karriere stræbte Blaue Blume efter at udtrykke og repræsentere alle følelser i musikken; den absolutte perfektionisme. Den higen er nu erstattet af ro og afklaring, og deres nyere musik binder mere i følelsen om at forsøge at finde sig selv, og at finde glæde i tilstedeværelsen – uanset hvad den måtte byde. Ovenpå et par smukke og følte singler; “Country” og “Crush”, byder Blaue Blume os endnu engang ind i midten af deres hjerters uro, og deler singlen “Mood”. Bandet siger selv om sangen:

– “Mood” kan handle om at sidde ved morgenbordet med sine nærmeste og forsøge at skjule det angstanfald der vrider sig i en – du burde bare være åben omkring det, det siger alle, men kan du virkelig byde dem det? Hvem tror du, du er? Du er træt af at tale om den slags følelser, du er så træt af at høre om dem, alles følelser – men de er der jo, de følelser, og de fylder meget i mennesker for tiden… De fylder stadig meget i dig – du spørger dig selv endnu hvorfor, men du får ikke svaret – det vil bare altid være sådan. Måske du skulle holde det inde, deale med det selv, ikke lade andre bekymre sig om dig – bare spis din morgenmad, kig op, smiI til dem.

Følelsen af at ens problemer bliver gjort til besvær for andre, så snart man ytrer sig derom, er let genkendelig, og bliver strålende præsenteret i den smukke single. Uanset hvor besværlig man føler sig, er den nye single en god reminder om at alle føler sig besværlige, når de laster ud af sine problemer; og hvis alle føler de er besværlige, men ingen af dem de snakker med, kan mærke det besvær – er besværet der så overhovedet? Snak sammen.

Er du ikke overbevist, kan den svimlende smukke single “Mood” måske klare det. Den kan høres her.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com