04 jun Algernon Cadwallader – RUST

Foto: PR
Dato: Torsdag den 1. juni 2023
Venue: RUST

Algernon Cadwallader spillede ved Ungdomshusets tres års fødelsesdag og har siden da holdt pause. Deres musik har dog levet videre i bedste velgående, og ved torsdagens koncert virkede det som om, at de tolv års adskillelse blot havde gjort længslen større.

4/5 Stjerner

– Jeg har hørt, at der ikke er nogen emos i Danmark

udbryder Algernon Cadwalladers forsanger Peter Helmis i et af de få stillestående momenter under torsdagens koncert på Rust. Amerikanerens stemme bærer godt nok præg af en vis form for skepsis over for den påstand, men det er faktisk svært at være helt uenig i den.

For selvom den danske undergrund bugner med punkbands, og et par af dem da også formår at inkorporere elementer fra den emotionelle subgenre, ville det være en skam at påstå, at vi som nation reelt kan byde på en decideret emo-scene. Derfor kom det da også som lidt af en overraskelse, da det lille københavnske spillested (og natklub) Rust kunne annoncere, at Algernon Cadwallader skulle kickstarte den europæiske del af deres reunion-tour netop her.

Tilbage i 2011 spillede de til Ungdomshusets tre års fødselsdagsfejring, hvorefter de gik fra hinanden det efterfølgende år. Men deres musik levede videre i bedste velgående, og ved torsdagens koncert virkede det som om, at de tolv års adskillelse blot havde gjort længslen større. Til koncerten var der både nye fans, der havde forelsket sig i bandets musik efter bruddet og trofaste tilhængere, der også var til stede på Ungdomshuset for tolv år siden. Fælles for alle – såvel fans som bandet selv – var, at gensynsglæden synes enorm, og koncerten blev måske netop derfor et glimrende eksempel på, hvorfor mindre nichekoncerter som denne kan noget helt særligt.

Rusts lokaler indtog rollen som et amerikansk undergrundsvenue, og i ly for Distortions støjende byfest virkede Philadelphia-bandets intime og højintense koncert som en tidsmaskine tilbage til slut-00’ernes emo-revival scene. Energien nåede da også næsten samme højder som til en sveddryppende kælderkoncert i bandets hjemstavn – måske præcis fordi de danske emo-fans så sjældent får muligheden for at opleve den ægte vare fra den anden side af Atlanten.

Bandet selv virkede også til oprigtigt at nyde deres tid på scenen, og der var – ironisk nok – ikke nogen bemærkelsesværdig rust at spore efter mere end et årtis pause. Bandet havde da også haft både en amerikansk og en japansk tur til at varme op med, men det er ikke desto mindre imponerende, hvor hurtigt de har fundet hinanden igen.

Helmis’ stemme var lige så perfekt uperfekt, som den var på bandets gamle materiale, der, siden de endnu ikke har udgivet ny musik efter genforeningen, også udgjorde hele sætlisten.

Som fan hungrer man selvfølgelig efter nyt materiale, men bandets debut-LP Some Kind of Cadwallader er efterhånden så ikonisk blandt emo-entusiaster, at de fremmødte fans sagtens kunne synge med på flere af numrene. Det gjorde tydeligt indtryk på bandet, der gengældte tjenesten med en passioneret optræden, der gjorde det svært at forestille sig, at de nogensinde var gået fra hinanden.

Med deres karakteristiske og math rockede arpeggio-guitar og konstante veleksekverede tempo- og taktskift fyldte de salen op med de smukkeste midwest emo-toner og mindede alle de tilstedeværende om, hvorfor de i sin tid eksploderede frem på scenen, før de forsvandt lige så hurtigt igen. Vi krydser fingre for, at de bliver lidt længere i denne omgang.