Nyhedsbrev // Det sker i Odense uge 24

Foto: Knægt // Phie Beckett

Sommeren er over os. Tørken sniger sig ind på Danmark, og solen bader Odense i sit fineste lys og lokker indbyggerne ud på de grønne områder og mod de gængse vandhuller. Her en uge inden Tusindårsskoven transformerer sig til Tinderbox holder byens vækstlag gang i weekenden med en lokal rapper kavalkade med bekendte ansigter og en dejlig kulturdag ved Stige Ø.

Relocate på Posten

Relocate er tilbage på Posten med en ny spilleplan og et par bekendte ansigter, der leverede et sikkert show, da vi dækkede sidste Relocate tilbage i februar.

På lørdagens plakat er hovednavnet Kundo, der har gjort sig bemærket i hiphop kredse med kreative flows og en særegen stemme, der er smækket på soulede produktioner. Kundo er også booket til dette års Roskilde Festival, så du kan passende varme din orange følelse op på lørdag.

Næste på listen er den lokale artist Sankt Thomas, hvis musik, vi tidligere har udtrykt begejstring for. Trap rapperen Mubanks er også rykket ind på plakaten, hvor han til sidste Relocate optrådte på et par af Sankt Thomas numre. På lørdag har han sit eget sæt, hvilket vi ser frem til at opleve, da han satte et aftryk sidst. Rapperen Celine optræder også. I sidste måned udgav hun sin debut ep Attitude, der er blåstemplet og besøgt af hiphop veteranen Johnson, som tog Celine med på sin seneste tour. For tiden virker det til, at Celine er ved at opbygge et momentum, som du kan få del af til Relocate.

Sidste artist er den elektroniske producer og artist Albert Rosen, der eftersigende kan levere groovy produktioner og afhængigshedsskabende rytmer til en solrig sommeraften på Posten.

Relocate er på lørdag den. 17 juni klokken 18.

Knægt spiller til Stige-dagen

Stige Musikudvalg har booket vækstlagsartisten Knægt til at spille et par numre til den lokale festdag Stige-Dagen, der forløber omkring bådehavnen ved Stige Ø. Knægt udgav i september sit debutalbum Månen Danser Pænest, som vores anmelder begejstret gav 4/5 stjerner. På lørdag kan du opleve musikken på egen krop under solen, nede ved vandet på Stige Ø. Det skulle blive 28 grader. og hele dagen står i musikkens tegn, da programmet til Stige-dagen i år fokuserer på “unge musikere”, hvor bl.a. de to lokale bands AKACIA og Øverste Etage også spiller.

Stige-dagen er på lørdag den 17 juni.

Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com