Zar Paulo – NorthSide 2023

Foto: Hjalte Gregersen
Venue: Astra
Dato: Lørdag den 3. juni 2023

Zar Paulo var på hjemmebane, da de lørdag åbnede hovedscenen på NorthSide. Bandets sublime optræden er i sin egen liga og der var ikke en finger at sætte. Fuld plade! 

5/5 stjerner

Det er cirka en måned siden at det aarhusianske band Zar Paulo leverede en kæmpe fest til branchefestivalen SPOT. Generelt sælger de deres koncerter ud og er i øjeblikket i gang med en omfattende festivalturné. På NorthSides sidste dag havde de fået den store Astra-scene , og de skulle også åbne ballet. Zar Paulos velkendte skrifttype hang på et lærred og kunne spottes på flere t-shirts blandt fremmødte fans.

Ind kom de fem unge mænd og frontpersonen iklædt det klassiske jakkesæt til sangen “Højen”. Zar Paulo havde en kraftfuld og fængslende energi fra starten af, som fangede publikum, der ivrigt sang med. Frontfirguren, Emil Vammen, er berygtet for sin energiske og unikke udstråling, som udfoldede sig gennem koncerten. Hele bandet var i en symbiose og sørgede for naturlig plads til hinanden. Sangene “Kan Du Holde Til At Holde Det Inde” og “Ravage” fra deres debutalbum var pragtfulde eksempler på, hvordan bandet havde skræddersyet og justeret deres sange til live-musik. De interagerede med publikum og gav instrukser til fælles-klap som intro til sangen “Klap For Fædrelandet”, som senere resulterede i, at alle blandt publikum, plus bandet, selv hoppede i takt.

Til sangen “Ik Gå Så Langt” skruede Zar Paulo kort ned for energien og gav en anekdote til sangen, hvor publikum selv tog initiativ til at svaje med armene. Bandet fortsatte festen med “Elendig Software”, hvor de aktuelle tekster blandt andet blev sunget nede blandt publikum. Der var skabt plads til en keyboard solo og senere en magtdemonstration fra guitaristen, som rev en saxofon frem under sangen “Stop Believing”. Mod slutningen meddelte forsangeren, at det var nu, hvis publikum skulle have “det sidste” ud. Det forstærkede kun kemien mellem bandet og publikum, og sangen “Tiger” kom på til stor jubel.

Zar Paulo sluttede af i stor stil med “Jeg Synes Du Er Dejlig”, som havde en overraskende god overgang til en techno-sekvens, som endte tilbage i et brag af afslutning. Bandet modtog kæmpe applaus og efterlod publikum fortryllet.

Northside havde givet Zar Paulo et stort ansvar ved at booke dem til hovedscenen, alligevel levede det Aarhusianske band op til alle forventninger. Kemien, karismaen og energien fra bandet blev grebet af publikum som var ellevilde. Jeg har ikke en finger at sætte. Kun håb for fremtiden.

Emil Høgh
Emilhogh@bandsoftomorrow.com