22 feb ANMELDELSE: IDLES har ændret stil, men er det til det bedre?

Foto: IDLES // Tom Ham (pressebillede)

De barske punkgiganter vælger at hvile på laurbærrene, og overgiver sig ydmygt til kærligheden på deres nye album TANGK
4/6 stjerner

IDLES er tilbage med et nyt album, og man må sige, at de har gået en særdeles sejrsmarch den sidste lange årrække, med den perlerække af mesterværker, de har foræret til verden. De har formået at blive større og større, år for år, og på trods af at de efterhånden er en forsamling midaldrende grå hanner, er det som om, at de bliver ved med at bevare deres popularitet og relevans. Deres nyeste album markerer dog, at en storhedstid er forbi, og at deres bedste albums måske allerede var udgivet inden TANGK.

Tilbage i 2018 definerede de deres lyd gennem sange som ”Never Fight A Man With A Perm” og ”Stendhal Syndrom”, som var et bevis på hvordan den hårfine balance mellem far-jokes og kulturelle/sociopolitiske stikpiller kunne kombineres, til en forfriskende punket cocktail. Den tid er dog ved at være ovre, og på TANGK er de mere direkte end nogensinde, samtidig med at de temperamentsmæssigt ligger og balancerer et sted imellem at være alt for direkte, og en kende for underspillede. Den politiske indebrændthed har de muligvis fået kanaliseret fuldstændig ud på de foregående plader, fordi det lader til at der kun er krummerne tilbage, fra deres musikalske kagebord.

IDLES er stadigvæk et rockband, men efterhånden knapt så meget et punkband, og det afspejler sig også i lydbilledet. Endnu engang har de fået selveste Kenny Beats til at mixe og masterere pladen, ligesom han fik lov til på det forrige album ”Crawler”, og det er måske i virkeligheden den største genistreg som IDLES har gjort sig, i løbet af deres årelange karriere. Mixningen på pladen er sprød og balanceret, uden at blive doven og poleret, og det er en stor del af grunden til hvorfor IDLES stadigvæk er på den musikalske dagsorden. På den måde har de fulgt med på den lydmæssige udvikling, og kan spille deres skramlede punk-musik, uden at det lyder, ja, for skramlet. Samtidigt har de fået den legendariske superproducer Nigel Godrich med på holdet, der giver et smukt lydmæssigt modspil til den hårde metalliske punklyd, og giver det en bredere følelse af atmosfære og akustisk. På den måde viser Nigel sig som værende det sikre valg for at få et velproduceret album, og efter hans mange succesrige bedrifter med Radiohead ved man, at han uden tvivl leverer varen, når han er krediteret på en albumproduktion. Lydmæssigt og stilmæssigt har kvaliteten aldrig været større for det garvede band, og det klæder vildmændene med denne nye detaljeorienterede, og velovervejede æstetik. Kenny og Nigel har sammen skabt en form for tæmmende lyd, der er med til at tage den soniske del af IDLES’ udtryk ned på et varmere, og mere glødende niveau, som passer perfekt sammen med deres gennemgående kærlighedstema. Der er ingen tvivl om at der stadigvæk er masser af saft og kraft tilbage i de gamle gutter, på trods af at de ikke behøver at spille nær så meget med de charmerende og intimiderende musikalske muskler længere.

For IDLES handler det nu om kærlighed, og de store følelser der er med til at forme tilværelsen, og på TANGK har de fundet et helt nyt sprog for disse store emner. Forsangeren Joe Talbot leverer hans distinkte punk-crooner vokal, hvor han formår at kanalisere store sårbare følelser, og aggressive udbrud i én og samme stemme. IDLES er en gruppe voksne, og de lyder også som en gruppe voksne, men de besidder en tilpas mængde faderlig ironi, til at vi giver dem et (ironisk) fripas alligevel. Problemet denne gang er dog bare, at de tilsyneladende er vokset ud af deres egen alder, og måske også har tabt deres ironiske distance. Talbots tekster er mere indadvendte end nogensinde, og hans personlige og følelsesmæssige refleksioner fylder en stor del af pladens tekstunivers. Talbot vinder som altid på hans udsøgte punkfar charme, men det er som om nerven har forladt musikken en smule. Metaforer og tomsteder er store redskaber i deres aktuelle sangskrivning, men ikke værktøjer der gør dem til store poeter, eller samfundskritikere.

IDLES’ lyd har i mange år været domineret af dybe lange bas-licks og hårdtslående gennemrungende metalliske trommer, der på det sidste har fundet sig et lidt mere tålmodigt tempo, der kan beskrives gennem billedet af en langsomt vandrende gorilla der kommer anstigende, lige inden et velkalkuleret primitivt raseriudbrud. Det var det indtryk de efterlod os med på deres sidste plade Crawler, men det er som om, at den gamle punk silverback er gået hen og er blevet træt. Måske kom Talbot i virkeligheden med til at manifestere deres egen skæbne dengang han gæstede superproduceren Kenny Beats internetshow ”The Cave” , da han med et glimt i øjet kom til at erklære IDLES for ”the Nickelback of noise rock”. De er selvfølgelig langt fra at være en direkte pendant til Nickelback (for guds skyld), men de er trods alt efterhånden langt mere noise rock, end proletariatets middelalderen punkkrigere. Man kan ærgre sig over at de i en tid som denne, ikke er mere vokale og verbale omkring de kriser som udspiller sig rundt omkring i verden, men det er som om de spiller på postpunkens gamle dogmer, og vælger at rette blikket indad, som en reaktionsmæssig afspejling af, hvad de ser og oplever omkring sig. Det er i virkeligheden ikke så spændende, som hvad vi ellers er vant til at få kastet i ansigtet og ørene af de tidligere hårdtslående punkere. Stilen er i hvert fald en kende anderledes, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Det er fantastisk  positivt at se at de gamle drenge stadigvæk forsøger sig med at justere, fornye, og finpudse deres musik, og kærlighedstemaerne afspejler klart den energi, der er blevet lagt i tilblivelsen af dette album, og dette afspejler i sidste ende en udsøgt hjertevarme fra de kære drenge. Jeg kan ikke helt regne ud, hvorfor de vælger at have en saxofon med til at afslutte hele pladen på ”Monolith”, om det er for at give deres musik lidt mere klasse, eller bare et nonverbalt udtryk for, at de har opnået en alder og status, hvor at jazz selvfølgelig skal være en implementeret del af en kunstnerisk punkplade (Ja, altså, Viagraboys har jo gjort det i årevis). Uanset hvad lykkes de i grunden rimelig godt med det.

Dette album markerer i virkeligheden et afgørende punkt i IDLES’ diskografi, nemlig øjeblikket hvor de stoppede med at lave mesterværker, og valgte at hvile på deres eget plateau af mesterværker, i stedet for at skabe nogle nye. IDLES har foræret os mesterværker og verdenstunéer de sidste par år, men det er muligvis en kendsgerning, at de er ved at indtræde deres egen kunstneriske overgangsalder. Ellers må TANGK være den milepæl, der markerer at IDLES på bedste og mest punkede vis, gør lige præcist som det passer dem, og de stadigvæk vælger at stå sig tro til deres egne personlige kreative kanaler, og på trods af alle forventninger, stadigvæk følger deres hjerters kunstneriske primalskrig.

Lyt til albummet her!

Skrevet af Viktor Holtegaard