21 mar ANMELDELSE: Oneohtrix Point Never gav Store VEGA en velfortjent rusketur

Foto: Oneohtrix Point Never //  Andrew Strasser & Shawn Lovejoy / Joe Perri (Pressebillede)
Venue: Store VEGA
Dato: Onsdag d. 20 marts

Onsdag aften blev scenen sat for et eminent elektronisk set-up, hvor pulsen blev tvunget til at banke i takt med den rungende bas. EDM, techno og synth vævede sig sammen i intrikate og organiske lydbilleder, der blev suppleret af en storskærm, som indrammede musikeren i abstrakte billedcollager, som inkluderede – ikke mindre end – et live dukketeater?

4/6 Stjerner

Det er altid et dårligt tegn, når salen er halvfyldt inden aftenens support går på. Sådan så det ud i Store VEGA onsdag aften, da jeg ca. 10 minutter i 20:00 stod og ventede på aftenens opvarmer, der skulle ruske salen i gang til den kommende hovedact. Med henslængte publikumsdeltagere, der primært befandt sig i midt tyverne/trediverne, som sad op af VEGA’s vægge, blev salen omfavnet i en form for mild slasket stemning i et halvfyldt Store VEGA. Men min mistro til aftenens hovednavn skulle vise sig at forstumme, da Oneohtrix Point Never gik på scenen

Oneohtrix Point Never fungerede som en kontrolleret dukkemager, der trak publikummet med ind på sin elektronisk legeplads, hvor mange facetterede elektronisk lag spillede sammen med storskærmens billedcollager, der skabte en herlig synergi. På den måde fremstod scenens minimalistiske set-up alligevel som bærende af en solid tyngde, selvom scenen blot bestod af Oneohtrix Point Never og en real dukkemager, der live udførte et dukketeater for aftenens gæster. I en lille sort boks, der lignede en miniature kopi af scenen, fik deltagerne lov til at overvære, hvordan dukkemageren ved hjælp af små metalstange førte en lille voksdukke frem, der stod bag en DJ-pult, of som blev opskalerede på storskærmen.

At være til denne koncert gav en følelse af at overgive sig til en ny form for grundtilstand. Gennem settet blev publikummet trukket ind i nogle af de mest intense elektroniske lydbilleder, jeg længe har haft fornøjelsen af at opleve. Bemærkelsesværdigt var kunstnerens evne til at udforske homogene lydstrukturer, hvor eksempelvis en rungende bas-synth fik lov til at udfolde sig i lange stræk af gangen, der bragte publikummet ind i meditativ stemning – inden musikken igen fik lov til at hengive sig til vilde EDM-lydkulisser. Samtidig kørte scenens storskærm, der skiftevis bestod af diverse animationer, abstrakte figurer, dukketeateret og organiske former, der vævede sig ind og ud af hinanden.

På den måde er Daniel Lopatins koncerter den diametrale modsætning til et klassisk kommercielt gig. Han lader musikken snakke for sig i originale lydbilleder, hvor publikummet på en måde hengives til den verden, hvor det ikke gør noget, at den direkte kontakt mellem publikum og kunstneren fravælges. Derved stod publikummet primært i deres egne verdener i små øer, hypnotiserede af Lopatins evner til at indkapsle bestemte stemninger, der hele tiden subtilt gav en vis “uncanny” følelse, som om noget foruroligende var ved at finde sin vej til overfladen.

Det var klart, at første del af settet var det mest vellykkede ved aftenens koncert, hvor det fremstod som om, at narrativet mellem storskærmens videoer og Lopatins særegne musik, formåede at skabe en afrundet oplevelse. Fusionen af dukketeatrets teatralske elementer med de elektroniske toners hang til en cinematisk lydoplevelse, løftede salen og omfavnede en helt særlig stemning. Det var dog som om, at anden halvdel af settet manglede den samme røde tråd, der i stedet blev erstattet af monotone havtemaer og naturlignede billeder på storskærmen, som mistede den kraft kunstneren netop havde skabt.

Men man kan dog ikke komme uden om, at det var en helt unik aften, der udspillede sig i Store VEGA, hvis lokale blev godt og grudigt gennemrystet af original elektronisk musik, som fastslog sin berettigelse.