04 jul ROSKILDE FESTIVAL 2024: Erika De Casier leverede velproducerede lydbilleder med manglende energi
Foto: Erika De Casier // 4AD (pressebillede)
Venue: Arena, Roskilde Festival
Dato: den 4. juli, 2024
Erika de Casier præsenterede torsdag publikum for velproduceret R’n’B og hyperpop. Selvom musikken var af høj kvalitet og havde sine øjeblikke, manglede udførelsen desværre den energi og skarphed, der kunne have løftet oplevelsen til et højere niveau.
2/6 Stjerner
Det var en minimalistisk æstetisk, der var tilstede på torsdagens scene på Arena, hvor tre stilladser var lined op side om side, der afgav et sterilt industriagtigt look. En simpel opsætning, som ligeledes gjorde sig gældende på scenen, der blot rummede Erika De Casier og én musiker mere, som spillede på både akustiske- og elektroniske trommer og percussion. Denne enkle opsætning bidrog til en intim atmosfære, der underbyggede musikkens på mange elektronisk båret 90’er inspireret hyperpop og R’n’B.
Musikeren førte sig nonchalant frem på scenen uden de helt store armbevægelser, som blot svingede mildt fra side til side, der balancerede på knivsæggen mellem uengageret og bevidst æstetisk underspillet, som var tilstede gennem hele showet. Den afdæmpede energiudladning fra musikerens side af, blev responderet af publikum med let vuggende bevægelser.Dog var der en særlig entusiasme tilstede på forreste række, hvor folk virkelig lod sig rive med, som man kunne ønske sig havde spredt sig til resten af salen.
Koncerten virkede til tider langstrakt, selvom den blot varede en time og manglede et mere dynamisk indhold, selvom der var små finurlige gimmicks, der tilførte variation i settet. Heriblandt en legende storskærm, der gav et atmosfærisk touch til opsætningen. Her kørte der lange videoer, af hvad der lignede hjemmeoptagelser, masser af hvilende montager rettet mod publikum og retro æstetiker.
Dog må man erkende at musikeren er i stand til at lave interessante lydbilleder med intrikate klangflader og slingrende R’n’B udtryk og fængende elektroniske riffs, der når de ramte rigtigt, skabte en fin helhedsfornemmelse i koncerten. Mærkeligt nok blev et af koncertens højdepunkter afslutningsnummeret, hvor musikeren stillede sig på det midterste stillads, mens en videomontage af en strand i solnedgang blev projiceret i baggrunden. Erika de Casier stod her mellem to faner, der blidt indgydte musikeren med vind i håret, mens hun blev omkranset af en dis af røg, der steg op fra scenen, mens musikeren leverede en selvsikker, let vokal-performance til et nyt uudgivet nummer. Her viste Erika de Casier sin evne til at skabe medrivende kompositioner understøttet af en æstetik, der ikke krævede en stor opsætning. Det var en afslutning, der fremhævede, hvor stærk koncerten kunne have været, hvis denne atmosfære havde gennemsyret hele showet.
