The Great Escape Festival 2018: Årets højdepunkter

Foto: BØRNS//Phoebe Fox

Vi er hjemvendt fra endnu en tur på showcasefestival, og den har kastet nye musikalske bekendtskaber af sig, præcis som den skulle. Her er festivalens seks allerstørste højdepunkter.

The Great Escape levede endnu engang op til undertitlen The Festival For New Music, da den torsdag til lørdag løb af stablen under solstrålerne i den engelske kystby Brighton. Byen er også uden for festivalen kendt for sine gode forhold for musik, men man er altså ikke i tvivl, når man under The Grate Escape slentrer ned af gaden: En af de største festivaler i England er i fuld sving. 100 og atter 100-vis af bands er samlet i den lille by, og samme er et utal af de internationale folk fra musikindustrien, de alle håber at imponere.
Årets program har som sædvanligt haft navne fra nær og fjern på (blandt andet danske navne som KOPS, K-phax, Nelson Can og Simone Tang). Vi forsøgte at komme ind til sydkoreanske Say Sue Me, men køen var lang, og en mand vi stødte ind i havde haft en fantastisk oplevelse med Leah Dou fra Kina. Vi nåede desværre ikke at opleve nogle af dem, og det er den hårde kost, man må bide i sig, når man tager til en festival med over 450 acts på tre dage.

Og heldigvis fik vi alt det, vi kom efter, trods fuldtids-FoMo. De her seks navne slog på hver deres måde benene væk under os, og det er stensikkert, at vi kommer til at holde øje med dem i fremtiden. Det kan vi kun anbefale dig, at du også gør!

Stella Donnelly (AU)

Allerede første dag oplevede vi et af festivalens absolutte højdepunkter, nemlig Stella Donnelly, som spillede torsdag på spillestedet Komedia. Den unge australier viste en imponerende dybde og humor – i sine sange såvel som imellem numrene – og hele vejen gennem hendes optræden formåede hun at samle publikum og røre dem til både tårer og latter. Stella havde en umiddelbarhed på scenen, som gjorde, at man virkelig lyttede efter, hvad hun sagde, og samtidig gjorde hendes store musikalske evner, herunder særligt hendes virkelig flotte og klare vokal, koncerten til en meget givende musikalsk oplevelse. Udover et stort talent for det musikalske, besidder hun altså også noget meget afgørende for oplevelsen af musikken; nemlig en nærhed og en evne til at fortælle historier på scenen.

G Flip (AU)

Det er svært at vide, hvordan man skal beskrive G Flips musik: Genremæssigt bevæger hun sig overordnet inden for poppens verden, men hendes musik indeholder også elementer fra både rock og electronica. Derudover spiller hun alle instrumenter, hun kan komme i nærheden af, og på scenen til The Great Escape så man hende således både spille trommer, guitar og synge. G Flip, med det borgerlige navn Georgia Flipo, startede sin musikalske karriere som trommeslager, og hun har blandt andet turneret for Melbourne-bandet EMPRA. Nu er hun dog kommet frem til, at det dér med at udgive sine egne sange også er ret fedt, og det er vi rigtig glade for. Ind til videre har hun udgivet to singler, den første “About You” kom tilbage i marts måned, og for nyligt landede så “Killing My Time”, og hun er altså helt ny som solo artist, hvilket skinnede en smule igennem i hendes vokalpræstation. Til gengæld var hendes energiniveau og imponerende musikalske kunnen så høj, at det ikke var noget, der forstyrrede synderligt. G Flip skal virkelig opleves live, for hun giver et imponerende show: Hun stod ikke stille på ét tidspunkt, men både løb, hoppede, sang foran og bag trommerne og sprang ned til publikum og lagde sig på scenen. Hvis du får chancen, så skal du altså gøre dig selv en tjeneste og se G Flip live.

BØRNS (US)

Man tager normalt ikke på en festival som The Great Escape for at opleve acts, dine venner rent faktisk kender, når du fortæller dem om det, men festivaler som disse har det med lige at smutte et stort navn eller to ind i programmet, og L.A-artisten BØRNS var en af dem. Mens musikken spillede, tikkede en notifikation ind fra festivalen, der informerede om, at spillestedet var fuldt proppet, og man forstår hvorfor, når man er en af de heldige, der står på den rigtige side af murstenene. BØRNS vekslede mellem numre fra debutpladen, som eksempelvis “Electric Love” og “10,000 Emerald Pools” og selvfølgelig sange fra hans 2018-album, Blue Madonna, eksempelvis “God Save Our Young Blood”, som han normalt har Lana Del Rey med på, og “Faded Heart”. BØRNS er en inspirationskilde på en festival som The Great Escape. Han sætter eksempel for, hvad det er, man er på udkig efter i de spritnye bands, man ser – hvad det er, de forhåbentligt udvikler sig til i fremtiden. Garrett Clark Borns er performer. Han er en stjernedygtig musiker. Han er ydmyg, og han er et barn, som inviterer alle i publikum med til leg.

Lo Moon (US)

Nede ved Brightons kyst lå spillestedet Coalition, hvor rigtig mange gode bands spillede i løbet af festivalen, – det var eksempelvis her vi oplevede BØRNS – og det var også her amerikanske Lo Moon spillede deres utrolig flotte koncert. Gruppens storslåede rocklyd havde en voluminøsitet, der gjorde, at man med det samme kunne se dem for sig på en stor stadionscene med flere tusinde publikummer modsat de par hundrede, som var samlet til andendagen på The Great Escape. Gruppen havde en yderst professionel fremtoning på scenen, og især forsangerens attitude fik én til at føle, at man var i trygge hænder. Lo Moon lagde ud med deres hit ”This Is It” – et storslået nummer med et bragende omkvæd, som fik sat godt gang i koncerten, og som udsendte en energi, gruppen faktisk formåede at holde gennem hele deres performance. Imponerende koncert!

ALASKALASKA (UK)

Vi fandt præcis, hvad vi var på udkig efter, i britiske ALASKALASKA – et band, man har lyst til at føje til alle sine yndlingsplaylister og sætte på som det første, når man kommer hjem. Den alternative gruppe har fundet et unikt udtryk i deres upbeat, funk-inspirerede artpop. For tiden kommer pop i høj grad fra soloartister, så lige at få rusket op med en seks-mand-stor gruppe er ikke værst. At et af medlemmerne i denne gruppe er saxofonist, som får lov at udgøre en lige så stor del af lydbilledet som de resterende på scenen, er kun endnu et plus i bogen. Der er egentligt ikke så meget at sige. Den genrebrydende musik skiller sig ud, og bandet er uhyre velspillende. Vi krydser fingre for, at de finder vej til Danmark på et tidspunkt, og så glæder vi os til at sætte numre som “Meateater” og “Bitter Winter” på anlægget sådan cirka nu.

Haiku Hands (AU)

Okay, de her tre piger fra Melbourne, Australien, er for vilde. Vi havde virkelig høje forventninger til Haiku Hands inden deres lørdagsshow på Horatio’s, og alligevel kom deres hårdtslående show fuldstændig bag på os. De gik på scenen, og før vi vidste af det, befandt vi os til en højenergisk ravefest med geniale dancebeats og underholdende, koreograferet dans fra scenen. Et af deres numre slog mod slut over i Mr. Fingers “Mystery of Love”, som du måske bedst kender fra Kanye West’s “Fade”, men vidste man ikke bedre, kunne man sagtens have bidt sig sikker på, at det var pigernes eget. Det er i hvert fald ret rammende i forhold til de stærke “jeg-kan-ikke-sidde-stille”-kompositioner, Haiku Hands præsenterer. Ikke overraskende var debutsinglen “Not About You” et stort øjeblik, men et decideret højdepunkt, vil vi nødigt kalde det. Den titel må koncerten i sin helhed løbe med.