UK’s næste R&B-håb Mabel: Da jeg flyttede til London, var der et eller andet, der gik op for mig

Foto: PR

Mabel er et af de helt nye skud på den britiske R&B-stamme. Med London i hjertet, Sverige i hjernen og begge steder i blodet er hun sammen med kunstnere som RAYE, Stefflon Don og Jorja Smith i fuld færd med at sætte stærke kvinder på (pop)landkortet.
Det har på en eller anden måde ligget i kortene, stået skrevet i stjernerne, eller en anden floskel man kan bruge til at beskrive, at det ikke er mærkeligt, at Mabel er blevet musiker. Hendes mor er ingen ringere end den svenske Grammy-nominerede- og Grammis-vindende R&B-stjerne Neneh Cherry, og hendes far, Cameron McVey, har siddet bag producer-knapperne for acts som Massive Attack, Portishead, All Saints og Sugarbabes. Tilføj en gudfar, der hedder Michael Stipe og er frontmand i R.E.M., og du har forudsætningerne for en opvækst præget af musik i højere grad, end du og jeg nok har oplevet det.
Det ville næsten være mærkeligt ikke at nævne så grundlæggende facts om Mabel, men i virkeligheden er det ikke noget, jeg synes er værd at køre yderligere på, for Mabel er nået, hvor hun er, uden hjælp fra de ældre generationer:
– Det er en hård branche. Du bliver nødt til at gå i studiet for at få et materiale, du kan præsentere, og du bliver nødt til at have materiale at præsentere for at gå i studiet. Så du er sådan, ‘hvordan skal jeg gå i studiet med de her mennesker, når jeg ikke har noget at spille dem?’ I starten handler det en masse om bare at chikanere folk, det er det, jeg blev nødt til at gøre for til sidst at finde en, der var villig til at tage chancen med mig, fortæller den unge kunstner, da jeg møder hende på et hotel i København forud for hendes optræden til dette års The Voice show i Tivoli.

London calling

Mabel er i en alder af kun 22 år allerede gået både sølv, guld og platin på singler som RAYE- og Stefflon Don-samarbejdet “Cigarette”, nummeret “Fine Line (feat. Not3s)” og “Finders Keepers”, hvor hun har besøg af rapperen Kojo Funds.
Den seneste udgivelse fra R&B-sangerinden hedder “One Shot” og følger samme up-beat pop-stil som forløberne:
– Men jeg vil også sige, at den har en mere R&B’et og urban-lyd over sig, selvom jeg hader det ord, siger hun om udgivelsen. – Det er også ret UK, hvilket “Finders Keepers” og “Fine Line” også var, og jeg ville gerne lave endnu et track, der lød som London gør lige nu.
Det er London-scenen, det meste af vores interview kommer til at handle om. Det føles på en måde forkert ikke at dykke ned i den spændende æra, det er for mainstream-musikken i England lige nu, hvor ting, der normalt blev i undergrunden, er det der nu topper hitlisterne. Det er “sygt!” siger hun selv om det, der sker for hende og hendes ret så kreative vennegruppe for tiden.
Og lad os bare dykke ned i vennegruppen med det samme. I Tivoli optrådte hun med hitproduceren Jax Jones (han står bl.a. bag RAYE-hittet “You Don’t Know Me” og 2014’s Duke Dumont-samarbejde “I Got You”), som hun senest har udgivet singlen “Ring Ring (Feat. Rich The Kid)” sammen med. Og så er hun en del af det sindssygt stærke felt af kvindelige London-artister, der for tiden stormer frem med pop, R&B og hiphop. Her kan kunstnere som førnævnte RAYE, Stefflon Don og Jorja Smith blandt andet fremhæves.
– Der er noget ved måden, vi kigger på 90’ernes R&B på og tænker, at det var den bedste tid for R&B nogensinde, som jeg synes sker lige nu med hiphop og R&B i Storbritannien. Jeg har en følelse af, at vi om 15-20 år vil kigge tilbage på scenen lige nu og tænke ‘det var fucking sygt!’, fortæller hun, mens vi sidder i en sofa på hotellet.
Hendes manager sidder i en stol over for os, og i rummet ved siden af, er Jax Jones i fuld gang med et interview med et andet medie forud for deres fælles optræden til The Voice.
Mabel har ikke et eller andet gyldent svar på, hvorfor udviklingen i genrerne sker lige nu, men hendes bud er, at det måske er fordi, alle dem, der voksede op med 90’er-R&B, nu selv er begyndt at lave musik: Vi laver ikke præcis den musik nu, men vi er selvfølgelig klart inspirerede og påvirkede af det. Det er stafetten, der gives videre på en måde.
Og alt tyder på, at det er kvinderne, der overtager stafetten fra dengang. I hvert fald var det Mabel, Stefflon Don og Jorja Smith, der udgjorde den fornemme pulje af nominerede til Brits Critics Choice Prize til årets BRIT Awards. Smith løb med sejren – noget Mabel i flere interviews har udtrykt sin store respekt for. Kvinderne her er ikke konkurrenter, selvom man siden altid, velsagtens, har gentaget den klichéfyldte historie om, at kvinder per sé konkurrerer i et fag som dette. Den historie slutter her, og Mabel har det for vildt over at være en del af det:
– Vi er alle virkelig støttende over for hinanden, og jeg tror helt klart, det ændrer viben. Jeg tror, det er derfor, UK-scenen kommer så stærkt til udtryk, og derfor at alle verden over kan mærke det. Det er fordi, vi bare er super positive omkring hinanden, hopper med på hinandens sange og tager på turné sammen. Jeg ser ikke det fællesskab nogle andre steder lige nu.
Udover at Mabel, Raye og Stefflon Don har lavet “Cigarette” sammen, er det også rent og skært venskab, det gode bånd bygger på, og selvom vi er mange, der ville elske at se flere samarbejder mellem de tre artister, så er det ikke kun det kreative, veninderne bruger hinanden til.
– Jeg tror, det er vigtigt at have venner, som forstår, hvad du laver. At være musiker er et fantastisk job, og jeg ville ikke bytte det for noget andet, men det er også meget ensomt, og mærkeligt. Jo større du bliver, des mere surrealistisk bliver det også. Selvfølgelig har jeg mange gode venner, fra da jeg var helt lille, og de er som min familie. Men det er også vigtigt at tage nogle få nye mennesker ind, som virkelig forstår, hvad du går igennem. Ligesom med en hvilken som helst anden oplevelse, man gennemlever, er det vigtigt at tale om tingene, og derfor har det betydet meget for mig at række ud til andre kvindelige artister og være sådan ‘det her sker for mig nogle gange, sker det også for dig?’
Når det så er sagt, så ville Mabel da også elske at lave mere musik sammen med “Steff”, som hun kalder Stefflon Don, og RAYE, men det er svært at passe tre så travle tilværelser sammen. Da de lavede “Cigarette”, var de rent faktisk fysisk i studiet på samme tid, og det var en inspirerende process for Mabel at gøre det på den måde:
– Jeg skriver typisk sange og tænker ‘uh, det mangler noget eller nogen’. Så efterlader jeg lige et hul, tænker over det, og finder ud af, hvem der vil være den rette person til at udfylde det. Da vi skrev “Cigarette” fik RAYE omkvædet for eksempel. Vi var alle i studiet sammen, og det var vildt fedt at se de andres kreative processer og lære af dem. Men for det meste er det svært at tilpasse vores skemaer. Så sender man bare en sang til nogen, og alle gør deres ting hver for sig.

I Sverige regnede hun den ud – i London så hun indad

Inden der går ren London i den, er det måske også vigtigt at vende tilbage til det faktum, at Mabel faktisk har brugt mange år i den svenske hovedstad Stockholm, hvor hun boede med sine forældre og læste på den prestigefulde musikskole Rytmus (hvor kunstnere som Tove Lo og Robyn også har læst). Familien flyttede dengang fra London til den mere stille svenske hovedstad, for at Mabel kunne få ro på i en periode præget af angst. Selvom hun som 18-årig igen var klar på at vende tilbage til travle og pulserende London, var tiden i Stockholm uundværlig og med til at forme den artist, hun er i dag:
– Jeg tror, Sverige lærte mig en hel masse om sangskrivning, min process, produktion, og at have et ordforråd, når man taler sammen i studiet. Især når du er kvinde, er det vigtigt at have magten til at sige, ‘jeg vil gerne have, at du ændrer denne her snare (et trommeelement i det meste populærmusik, red.)’, vide, hvad der foregår og vide, at hvis jeg ville, kunne jeg sige ‘er det fint, at jeg lige selv gør det?’
Hun fik altså både praktisk og teknisk erfaring med fra Sverige, men det var på London-scenen, hun fandt ud af, hun havde hjemme, da hun i sine sidste teenageår flyttede tilbage:
– Sangskrivning kommer herfra, siger hun og tager sig til hjertet, – og det var London, der åbnede mine øjne op for det. Jeg elsker Sverige, men det er meget firkantet og meget formet. Sangskrivning er matematisk, hvilket er vildt! Der er intet galt med det, hvis du har regnet koden til at skrive en sang ud. Så kan du bare spytte sange ud, og det er cool. Det er bare ikke sådan, jeg arbejder.
Det var derfor, Mabel blev nødt til at flytte til London for at finde sin lyd. Det er mere frit der, og for Mabels vedkommende var det London, der kunne åbne op for det emotionelle og ikke mindst minde hende om de mange kulturelle rødder, hendes familie har slået.
– At have en multikulturel baggrund er nogle gange forvirrende. Jeg tror, at der var mange ting omkring mig selv, jeg ikke forstod, da jeg voksede op. Der var alle de her dele af mig, jeg aldrig havde udforsket – blandt andet min britiske side. Da jeg flyttede til London, var der et eller andet, der gik op for mig. Det gav pludselig mening, hvorfor jeg klædte mig, som jeg gjorde. Jeg følte aldrig, at jeg passede ind i det skandinaviske look. Og på musikfronten, var det vildt at komme et sted hen, hvor alle elskede R&B.
Min tid med Mabel løber ud, og der er efterhånden heller ikke mange timer til, at hun skal over til Tivoli. Hun når dog lige at understrege, at hun også stadig føler sig svensk og stadig af og til i bedste pophitstil tænker matematisk over sangskrivningen. Men for Mabel skal sangen og teksten primært komme et andet sted fra – Det var det, jeg havde brug for London til at lære, runder hun af.