fbpx

Ny hiphop-banger fra FLEXLIKEKEV

Foto: Thorbjørn Kragh

Den upcoming hiphop-artist FLEXLIKEKEV er i dag ude med sit seneste singleudspil “STARS”. Er du til grime og trap-beats, bør du give nummeret et lyt – og sørge for at holde øje med den unge rapper, som snart udgiver sit debutalbum.
FLEXLIKEKEV er en dansk musiker, men er egentlig opvokset i London. Sidste år valgte han at flytte hjem til Danmark, og med sig bragte han sine engelsksprogede hiphop-produktioner, som på mange måder er lyden af en London-baseret undergrund. Han formår at kombinere tonerne af de UK-højstående genrer grime og drill med det meget mere USA-populære trap. Musikken lander derfor i et solidt, dystert og råt udtryk. Han udtaler selv, at han ser Skepta som en stor inspirationskilde, men man kan også finde referencer til Gucci Manes lydunivers i dagens singleudgivelse “STARS”.
Med på nummeret har Kev taget MADMANMAX. De gennemgående lydelementer bestående af et dystert bell-riff og hårdtslående drill/trap-baserede beats er derfor solidt understøttende til de to rappere, der battler – eller hyper – frem og tilbage nummeret igennem.
Singlen er FLEXLIKEKEV’s anden udgivelse, efter at han i sommers debuterede med “GUAP”, der ligeledes inkluderede rap-kompagnonen MADMANMAX. Begge tracks er produceret af PHATFACE og udgivet igennem hiphop-pladeselskabet Thursday Records – som selvfølgelig har både Kev, Max og Face på deres liste over signings. Til november forventes debutalbummet fra den London-inspirerede hiphopper at være på gaden, og man kan vist godt regne med, at trioens samarbejde også kommer til at have en stor indflydelse på resten af pladens produktioner.
Hør “Stars” her:

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com