fbpx

REPORTAGE: VEGA’s Udvalgte spår dansk R&B en fortsat lys fremtid, men bød også på spændende postpunk og eksperimenterende elektropop

Foto: Nikoline Skaarup

Publikum fik i går aftes en smagsprøve på seks nye artister, der ifølge VEGA vil præge musikåret i 2019. De udvalgte artister var henholdsvis Bette, Lleoh, Selma Judith, Hôy la, Boundaries og Atusji – her er, hvad vi oplevede.

I går aftes var det niende år i træk, at koncertstedet VEGA afholdte deres årlige konceptaften VEGAs Udvalgte. Her peger VEGA på seks fremadstormende danske artister, der ifølge dem kommer til at præge musikscenen i det pågældende år. Tidligere har de præsenteret navne som , CHINAH, Ulige Numre og Rangeklods, som efterfølgende er slået igennem på både den danske og, for nogle, internationale scene. Koncertstedet har med andre ord tidligere vist deres gode dømmekraft, og derfor glædede vi os også til at høre årets udvalgte: Bette, Lleoh, Selma Judith, Hôy la, Boundaries og Astusji.

Atusji

Aftenen blev skudt i gang med den tidligere frontmand og guitarist i Girls Night Out og Virgin Suicide, Terkel Atsushi Røjle. I går præsenterede han os for sit solo-projekt Atusji – en alternativ 00’er lyd med blanding af hiphop-trommer, melankolske tekster, autotunet vokal og rumklangsinsovsende, akustisk guitar. Atusji lagde ud med et nærmest trancelignende, instrumentalt nummer, hvor blandt andet noget så originalt som en mundharmonika indgik, hvilket spillede en god kontrast til musikkens dominerende, elektroniske stil. Med på scenen havde Atusji en guitarist, der samtidig bidrog til musikken med sin voldsomt autotunede vokal, som i øjeblikket er noget, man ser meget i hiphop-verdenen. Brugen af autotune i samspil med musikkens eksperimenterende lyd er med til at skille Atusji ud fra mængden, og med hans tilbagelænede, eftertænksomme musik er vi sikre på, at vi kommer til at se mere til ham i fremtiden.

Hôy la

Vi har i længere tid været fascineret af den norske elektropop-artist Hôy la. Helt tilbage i august sidste år leverede hun en imponerende performance til UHØRT Festival. I går fik vi lov til at dykke ned i nordmandens mørke og eksperimenterende lydunivers endnu en gang.
Sanger og producer Ingri Høyland Kvamstadt indtog Lille VEGAs lounge-scene med overskud og energi. Udover en übercool attitude var Hôy la inderlig og nærværende og inviterede os med ind i sit personlige og dystre univers, og aftenens publikum var tilsyneladende lige så fascineret af nordmanden som os. Med et livligt band i ryggen var performancen organisk og helstøbt, og med eksperimenterende klangoverflader og legende trompetløb, udfordrede Hôy la igen rammerne for elektronisk pop. Den sympatiske nordmand charmerede endnu engang både os og resten af publikum med en selvsikker og solid optræden, hvor der både var plads til ømhed og intensitet. Nu kan vi i endnu højere grad se frem til Hôy las debut-EP X heads, der udkommer den 22. februar.

Boundaries

Herefter tog aftenen en drejning, da den post-punkede kvintet Boundaries spillede salen op med nutidigt støjrock. Selvom de fem drenge ikke som udgangspunkt ligner det klassiske billede af et postpunk-band, var attituden lige i skabet. Koncerten startede da også med en aggressiv overstyring af guitar, hvorefter stemningen var sat. Forsanger og guitarist Mads Grene var intens og strømlinet i sin interaktion med publikum, hvilket passede godt til musikken. Aftenens publikum var dog en smule malplaceret og uengageret, men det så ikke ud til at præge bandets energiske performance. Bandet har allerede en del success, og VEGA introducerede da også gruppen med høje forventninger til deres fremtid.
Alt i alt leverede Boundaires et forventeligt show med massere af støjende – til tider hele tre –  guitarer, en kontrolleret rebelskhed, og en afsluttende næsten trancelignende sekvens af overstyrende guitarer. Forsangeren smed da også bogstavelig talt sin guitar, inden bandet forlod scenen, hvorefter støjen fortsatte, indtil lydmanden slukkede for højtalerne.
Et dejligt og nødvendigt afbræk i aftenens ellers meget R&B-prægede sætliste.

Lleoh

Lleoh er danmarks svar på en ny, spændende artist, der med sine overlegne fraseringer og catchy produktion leder tankerne hen på 90’ernes og 00’ernes urban-pop/R&B. Under Lleohs performance var det tydeligt, hvordan smilene bredte sig blandt publikum, og det var svært ikke at lade sig rive med og bevæge hofterne til hendes fængende musik. Stemningen blandt publikum blev kun bedre af, at Lleoh i sit afslutningsnummer havde inviteret Mads Bo – forsangeren fra Phlake – med op på scenen til en duet. Forinden afslutningsnummeret bragte Lleoh et helt low-key nummer på banen, skrabet ned til kun guitar og vokal, hvilket virkelig satte fokus på artistens skønne sangstemme. Guitaren blev i øvrigt spillet af Phlakes guitarrist, Lasse Ziegler, hvilket virkelig skinnede igennem i forhold til lyd og stil, og som kun præger Lleohs musik positivt. Så er du fan af Phlakes musik, skal du helt sikkert holde øje med Lleoh i fremtiden.

Selma Judith

At sige, at forventningerne var høje til aftenens næste artist, er næsten en underdrivelse. Den 23-årige harpenist og vokalist Selma Judith satte allerede karrieren i høj fart med debutsinglen “Kind of Lonely” fra sidste år, der fik stor opmærksom i både ind- og udland. Sangerinden startede aftenens koncert alene på scenen, hvor hun optrådte med et intimt cover af sangen “Sexual” (NEIKED & Dyo) med kun harpe og vokal. Den unge R&B-artist tog sig tid til at mærke rummet og gik pludseligt længere ud på scenen og sang et omkvæd a cappella. Det emmede af overskud og selvsikkerhed med denne modige start, der på alle måde fik den hypede Judith til at indtage lokalet. Al hypen blev også indfriet i det propfyldte Lille VEGA, hvor Judith og hendes band performede velspillede og fløjlsbløde R&B-produktioner. Hendes klangfulde og luftige stemme, der både fungerer i den soulede dybde og diskante højde – og til tider giver associationer til den danske sangerinde Coco O. – giver på elegant vis Judith skævhed og dynamik som performer. Sangerinden sluttede med det uundgåelige hit “Kind of Lonely”, og udgik fra koncerten med et stadigt bifaldende publikum.

Bette

Det fremadstormende pop/R&B-act Bette satte bevægelse i publikum, da hun med sine dansabel, soulede numre som blandt andet “Ikke længere” og “Forstår Dig Nok En Dag” fik taget i Lille VEGA til at løfte sig. Med på scenen havde hun sin trommeslager, bassist og pianist, som sammen med Bette og hendes overskudsagtige soulede vokal skabte en sensuel og forførende stemning i rummet. Artistens første ord på scenen var, at hun havde glædet sig til at spille for os, men at det samtidig var virkelig nervepirrende. Alligevel var hun ikke bange for at joke lidt undervejs, da hun beskrev hvordan titlen til nummeret “Darling” ifølge hendes veninde skulle have været “Oh Carsten”. Bettes optræden vidner om en nyskabende og spændende artist med sin blanding af dansksprogede, enkle tekster og soulede, R&B-produktion.  

Aftenen i VEGA var alt i alt en overvejende R&B-fest, der kridtede publikums dansesko. Dog klædte det udvalget med det støjrockede indspark fra Boundaries for ikke at glemme det eksperimenterende elektro-pop fra Atushi og Hôy la. Traditionen tro pegede VEGA på artister, der siges at ville præge den danske musikscene i årets løb. Med et bredt udvalg af kunstnere, der på hver sin måde udforsker en nyskabende gren af dansk musik, er vi på redaktionen heller ikke tvivl om, at vi i fremtiden vil se meget mere til årets artister.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com