fbpx

Bob Dylan, Rosalía og dansk vækstlag: Roskilde Festival føjer 32 nye navne til programmet

Foto: Bob Dylan // PR

Ældre legender som Bob Dylan og Led Zeppelin-frontmand Robert Plant er blandt andet annonceret sammen med den nye spanske flamencopop-sensation Rosalía og 11 navne fra det danske vækstlag.

Roskilde Festivals lineup begynder at tage form, og der er noget for alle generationer i dagens nye bandpakke.
I toppen af plakaten finder du nu Nobel Pris-modtager Bob Dylan, som i en alder af 77 år nu vender tilbage til festivalen for første gang siden 2006. Det bliver onsdag den 3. juli, at han indtager Orange Scene med sit om noget indflydelsesrige og legendariske bagkatalog. Om bookingen udtaler Programchef Anders Wahrén:

Bob Dylans kulturelle betydning kan jo nærmest ikke overdrives, uanset om vi fremhæver hans personlige, litterære eller politiske bevidsthed og engagement. Det er nu 13 år siden, at han sidst besøgte os, så for mange af vores unge deltagere vil det måske være første og eneste gang, at de har chancen for møde en kunstner med så afgørende betydning for musikhistorien.

Bliver vi ved musikkens tunge sværvægtere er også Led Zeppelins frontmand Robert Plant føjet til programmet med hans band The Sensational Space Shifters. Efter for et halvt århundrede siden at have startet det legendariske rockband op, begyndte han i 1982 sit soloprojekt, som siden har kastet en lang række album af sig – senest 2017’s Carry Fire. Live vil musikoplevelsen, med hjælp fra The Sensational Space Shifters, bevæge sig ud over rockens rammer og også byde på udtryk inden for psykedelisk folk, verdensmusik og blues. Og så forlyder det sig, at Plant også hiver frem i de gamle Led Zeppelin-gemmer, når han går på scenen.

Det, der hvert år er med til at skabe Roskilde Festivals musikalske identitet, er blandingen af nyt og gammelt, hørt og uhørt, og det er dagens annoncering endnu et bevis på. Mens Dylan og Plant troner i toppen af plakaten, er et navn som den spændende catalanske flamencopop-komet Rosalía i dén grad også på vej op. Hun er blot 25 år gammel, men er allerede i fuld gang med at etablere sig som et af de mest interessante nye navne på den internationale popscene som en af de eneste repræsentanter fra den del af verden. Hun synger på spansk på sidste års anmelderroste album EL MAL QUERER, og hun hiver også rødderne op og tager dem med sig, når hun og dansetruppen viser det bedste fra den spanske flamenco-tradition live. Programchef Anders Wahrén udtaler:

Rosalía har virkelig ramt lyden af global pop anno 2019, hvor genre- og sprogbarriererne betyder mindre og mindre. Hun er klassisk skolet i flamenco-traditionen, men er ikke bleg for at lege med pop og hiphop, hvilket samtidig er en invitation til publikum om at gå på opdagelse i musikken og møde helt nye kulturindtryk.

Udover de ovenfornævnte tre navne har vi også kæmpe optur over at se det australske rockband Rolling Blackouts Coastal Fever, som sidste år begik en solid debutplade med Hope Downs, som vores anmelder kvitterede med fire en halv ud af fem stjerner og bemærkningen: Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at høre meget mere til Rolling Blackouts Coastal Fever.
Det lader til at holde stik – i hvert fald i dansk regi – når kvintetten nu indtager landets største festival.

Sidst men ikke mindst kan 11 godter fra det danske vækstlag se frem til, at drømmen om at spille på Countdown/Rising-scenerne – som mange danske upcoming-artister går rundt med – endelig går i opfyldelse. Det drejer sig blandt andet om popstjerneskuddet Ea Kaya, som i januar udgav debut-EP’en Fragile But Strong as Hell, den spirrende sanger og sangskriver Hjalte Ross, og ikke mindst den fremadstormende, dansksprogede indiepop-gruppe Søn, som netop har sluppet debutalbummet Det Skandinaviske Design, som du kan læse vores anmeldelse af her.

Roskilde Festival finder sted fra lørdag den 29. juni til lørdag den 6. juli 2019.

Her er de 28 nye musiknavne:

Bob Dylan With His Band (US)
Robert Plant and The Sensational Space Shifters (UK)
Rosalía (ES)
Underworld (UK)
Amnesia Scanner (FI)
Crack Cloud (CA)
Croatian Amor (DK)
The Garifuna Collective (BZ)
Koffee and the Raggamuffins Band (JM)
Lemaitre (NO)
Liraz (IR)
Nanook (GR)
Philip H. Anselmo & The Illegals (US)
Rolling Blackouts Coastal Fever (AU)
Tássia Reis (BR)
Throwing Snow (UK)
Whores. (US)

Rising & Countdown:
Ea Kaya (DK)
Elba (DK)
Funeral Future (DK)
Hjalte Ross (DK)
Josiah Konder (DK)
Kogekunst (DK)
NATKAT (DK)
Rebecca Lou (DK)
Schacke (DK)
Søn (DK)
Xenoblight (DK)

Udover de musikalske indslag er fire nye navne til kunstprogrammet også at finde blandt dagens annonceringer. Fællesnævneren er “sanser og drømme”, som Viron Erol Vert og Marisa Benjamim blandt andet har arbejdet med. De vil forsøge at påvirke festivalgæsternes sanser med et cyklende smagslaboratorium, et gyldent ravkammer, et interaktivt duftmuseum og en vandseng med bløddyr fra havet.

De fire navne til kunstprogrammet er:

Anne Duk Hee Jordan (KR)
Marisa Benjamim (PT)
Sissel Tolaas (NO)
Viron Erol Vert (DE)

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com