Q&A med Roskilde-booker Kim Ambrosius: Festivalen er først og fremmest styret af nysgerrighed

Foto: Peter Troest

»Vores program understøtter klart en vis indlevelse og åbenhed, og der er vi jo så vanvittigt heldige, at Roskildes publikum altid gerne vil lege med.« Kim Ambrosius anbefaler et udpluk af de mindre navne fra årets program, du ikke må misse, og opfordrer dig til at dissekere årets lineup for navnene med småt.

I onsdags landede Roskilde Festivals fulde lineup (med undtagelse af en håndfuld ekstra navne, vi stadig har i vente), og med det sluppet kan du for alvor gå i gang med opdagelsesrejsen. For hvis der er noget, Roskilde Festival er god til, så er det at skabe nogle helt unikke rammer for den musikinteresserede med blod på tanden efter nye musikalske oplevelser.

Booking-gruppen har gjort en stor del af arbejdet for dig, og nu er det op til dig at gå den sidste mil, sætte krydser i programmet, og hive dig selv op af klapstolen og ind på festivalpladsen.
På den måde er Roskilde krævende, siger booker Kim Ambrosius, som er med til at booke en række artister, du måske ikke har hørt om før og derfor selv har til opgave at lære at kende. Men det er også en del af festivalens musikalske identitet, og det er grunden til, at man år efter år har kunne finde nye musikalske forelskelser og nye, store idoler på nogle af festivalens mindre scener.

Vi har oven på ugens store offentliggørelse sendt seks spørgsmål afsted til Kim Ambrosius, som sammen med Stefan Gejsing booker til Rising-scenen, og derudover sammen med Thomas Jepsen booker det alternative/indie-musik til hoveddagene. Her er, hvad hun havde at sige.

Kan du med udgangspunkt i årets plakat forklare jeres musikalske identitet til en, der overvejer at besøge Roskilde Festival for første gang?

– Der er ikke nogen tvivl om, at Roskilde Festival først og fremmest er styret af nysgerrighed. Om det så gælder de store headliners eller de helt små i bunden af plakaten – ikke at forglemme de hundredvis af navne, der ligger derimellem – så tror jeg ikke, der findes en eneste på årets Roskilde lineup, som ikke har fascineret os i en sådan grad, at vi måtte forsøge at få dem til at spille hos os. Så med nysgerrigheden in mente synes jeg, at vores musikalske identitet er legende, mangfoldig, til tider provokerende, grænsesøgende og krævende. Og med krævende mener jeg, at vi booker en del artister, som folk ikke umiddelbart kender, og derfor selv må gøre det hårde benarbejde for at lære at kende.
Vores program understøtter klart en vis indlevelse og åbenhed, og der er vi jo så vanvittigt heldige, at Roskildes publikum altid gerne vil lege med.

Er der nogle af navnene fra årets program, som har særlige historier knyttet til bookingen af dem?

– Ja! Dem har vi mange af. Men for at nævne et par stykker, så er der eksempelvis Hatari, der lige har vundet det islandske Melodi Grand Prix, og nu pludselig skal være med i den internationale konkurrence.

Så har vi saxofonisten Shabaka Hutchings, som er med i både Sons of Kemet og The Comet Is Coming i år. Hutchings er super talentfuld og interessant, og med en alder på kun 35 år er der helt sikkert (og forhåbentlig) en masse projekter i vente for ham.

Maurice Louca, som var her sidste år med The Dwarfs of East Agouza og Lekhfa, er tilbage med Elephantine og Karkhana. Han er et meget vigtigt omdrejningspunkt i den mellemøstlige eksperimenterende scene.
Og så Cardi B (minus graviditet) er vi selvfølgelig virkelig glade for kunne lykkes i år ovenpå sidste års aflysning.

Din kollega Stefan Gejsing gav os sidste år det råd altid at læse plakaten nedefra og op – er der nogle af navnene med småt, du vil anbefale vores læsere at tjekke ud først?

– Ja, altså nu sidder jeg jo primært og indstiller/booker de mindre navne, så anbefalinger i det lag af lagkagen har jeg nok af, haha! Men hvis jeg skal lave et simpelt udvalg, kan jeg fremhæve (uden at favorisere) følgende: Crack Cloud – canadisk post-punk af nærmest militant karaktér. Et fuldstændig stædigt setup med forsangeren på trommer i midten og så resten af bandet klemt sammen i en halvcirkel omkring. Jeg var helt solgt, da jeg hørte sidste års plade – og endnu mere efter at have set dem live et par gange sidste efterår.

Tirzah – klart, efter min mening, et af de bedste albums fra sidste år, hvor dissonant pop, melankoli og simpelhed får lov at sameksistere i det mest enestående lydlandskab. Hun er sgu en ener.

Sibusile Xaba – jeg så ham for første gang på en hollandsk festival sidste år, og den oplevelse sad i mig resten af ugen. Xaba har en glæde ved at spille musik, som er fuldstændig betagende, og så skriver han de mest fantastisk smukke melodier.

Amnesia Scanner – ikke så meget pis der, det skal bare ses.

Af de danske ting, som spiller Rising, vil jeg gerne fremhæve Kogekunst, som virkelig bringer noget nyt til dansk musik – et tiltrængt pust af uhøjtidelighed vil jeg kalde det.

Hvad synes du, at årets vækstlagsprogram siger om fremtidens headlinere?

– Jeg synes, at mange tør bevæge sig uden for linjerne til trods for, at den omkringliggende branche på mange måder er tættere på end nogensinde før. Tiden er moden til at turde at være sig selv, også selvom man måske ikke passer ind i det forventede format på eksempelvis en popstjerne eller et rockband. Det resonerer hos mange af os, og den oprigtighed ser jeg spire frem i alle hjørner af musiklandskabet. Det uperfekte – og derved menneskelige – bliver hyldet for tiden, og det tror og håber jeg, vi kommer til at se meget mere af.

Hvordan synes du, at Roskilde Festivals musikalske identitet har rykket sig de sidste 10 år (hvis den har rykket sig)

– Identiteten, som jeg tidligere har snakket om, synes jeg ikke, har ændret sig. Igen, det handler om at være nysgerrig og lydhør over for musikalske oplevelser, der – hvis alt lykkes – kan gøre en forskel for publikum, uanset om vi zoomer ind på toppen eller bunden af plakaten.
Musikken, som vi alle lyttede til i 2009, er jo så selvsagt forskellig fra den musik, vi hører i 2019 – heldigvis! Dét, mange vælger at kalde urban, er eksempelvis blevet mere populært de seneste år, og derved også en større del af vores program end tidligere. Vi arbejder jo inden for et felt, som konstant er i bevægelse, hvor nye metoder til at lave musik, nye lyde samt nye muligheder for at distribuere musik hele tiden dukker op, og dette skaber rum til noget ganske foranderligt.
Selvfølgelig skal vi være smidige i forhold til denne virkelighed – men samtidig holde fast i vores evne til at være Roskilde Festival, som folk kender og holder af den.

Er der ellers noget, du vil tilføje om årets plakat?

– Min stille bøn hvert år er, at folk giver sig tid til at dissekere det fulde program, som består af godt 160 andre navne end dem, man lige genkender med den største og fedeste font. Vi bruger uanede mængder af tid på at se alt, vi smider på lineuppet, og der er (undskyld mig) fandme bare meget godt derude. Jeg er helt vildt stolt over det, vi har at byde på i år. Derfra er mit mest ydmyge håb jo så bare, at det bliver oplevet af så mange som muligt.