fbpx

Beabadoobee betager med ny single og cool video

Foto: Jordan Curtis Hughes

Navnet er Beabadoobee. Indviklet, ja, men den frembrydende sangerinde får dig hurtigt til at glemme alt det komplicerede i livet, med sin blide stemme og rørende melodier.

Londons 19-årige, philipinsk-fødte Bea Kristi alias Beabadoobee, brød igennem med nummeret “Coffee”, hvilket hun selv definerer som ‘cringy’. En fin, enkel kærlighedssang, om at lave kaffe til sin kæreste. Nummeret fik, til sangskriverens egen store overraskelse, hundredetusindevis af streams på få dage, gennem en fan-uploadet video.
 
Beabadoobees bedroom pop leder tankerne over på kunstnere som The Moldy Peaches, Soccer Mommy, girl in red og Snail Mail. Og med sin rolige, lo-fi, folkede lyd, gør hun det lettere at nærme sig de koldere måneder.

Nu er hun ude med singlen “She Plays Bass” og tilhørende video, hvor live-bandet præsenteres for første gang.
En autentisk 90’er stemning præger både sangen såvel som videoen, og heri skinner Beabadoobees cool udtryk for alvor igennem.
I videoen flyver et søgende spotlight henover et rødt velourforhæng, der bliver brudt, og afslører et yndigt, fregnet ansigt. Ud stiger Beabadoobee. Med blåt hår og Bufallos, charmerer pigen med det snørklede navn sig gennem videoen, i bedste Kurt Cobain stil. Alt i alt en æstetik og lyd, der gør os ivrige efter mere fra hendes front.

Beabadoobees fjerde EP Space Cadet, kommer på gaden til oktober, og er bestemt forventet at blive soundtrack til det kommende efterår.

Tags:
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com