fbpx

Gennemført shoegaze-nostalgi fra Pinemoon på deres nye single

Foto: PR

Københavnske Pinemoon skaber nostalgiske klangflader på deres nye single “Miracle“.

Pakket ind i en flot musikvideo er Pinemoon klar med det andet udspil fra deres kommende debutalbum. Fra det første anslag af bløde synth-akkorder rammer “Miracles” en nerve af nostalgi og melankoli, som på den ene side virker bekendt, men som samtidig virker ny nok til, at man bliver hængende. Når resten af bandet sætter ind, og vokalharmonierne i verset udfoldes, bliver man dog fanget i et smukt shoegaze univers, og de næsten fem minutter, som sangen varer, går desværre meget hurtigere, end de burde.

Pinemoons nostalgiske lyd og æstetik trækker klare tråde til TV-serien “Twin Peaks”, som bandet selv nævner som en inspirationskilde. Den melodiske åbne tremolo-guitar fører ens tanker hen på seriens temamelodi, og de smukke længselsfulde vokalharmonier med deres luftige klang, kunne være taget ligeud af soundtracket. Men Pinemoon formår at gøre disse elementer til deres egne og derigennem at skabe et unikt udtryk, som man ikke kan andet end at elske.

På “Miracles” fører bandet dig ind i deres atmosfæriske shoegaze univers, hvor eksistentielle spørgsmål som “Where’s your miracle?” bliver udtrykt i en sort-hvid melankoli. Bandet formår at overføre denne stemning til musikvideoen igennem en overbevisende performance indhyllet i mystik og hvide spotlys.

I Pinemoons gennemførte univers har man lyst til at blive hængende, hvilket man forhåbentligt får mulighed for engang i foråret 2019, hvor deres debutalbum forventes at blive udgivet.

Se musikvideoen og begiv dig ind i Pinemoons nostalgiske verden herunder:

Tags:
Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com