fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 48

Foto: BÜNNI // Thøger Kappel

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til alternativ pop med mørke undertoner, chill R&B med noget på hjerte, trap-rap, eller sprøde indie og lo-fi vibes, vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

BÜNNI – A Better Future

Den københavnske sanger og sangskriver BÜNNI (Bünyamin Eroglu) laver sjove og opfindsomme tekster understøttet af en lækker indie og lo-fi-lyd. Idag er Bünyamin Eroglu ude med sit album A Better Future, som også byder på tungere og mere dystre emner, hvilket også mærkes i lyden. Dog er der stadig en optimistisk tone med plads til dansetrin og smil på en fredag.

Arlo Parks – Sophie

Vi er helt oppe at køre over den 19-årige Arlo Parks, som har markeret sig som en af sin generations store lys indenfor musikken. Det her album skriger på en afslappende lækker weekend fyldt gode venner og vin. Hvis du ligesom os, ikke kan få nok af Arlo Parks, kan du læse vores interview med hende her. Parks’ album bærer som altid en ærlighed, og lettere dysterhed – men stadig med en optimistisk og rar tone. Hun berør emner, som mange unge kan spejle sig i. Parks’ formål er netop at lytteren føler sig forstået. Dette er i sandhed et perfekt efterårsalbum fyldt med lækre soul- og R&B-vibes.

CXRTIER – CXRTIER

CXRTIER har gennem den seneste tid markeret sig som et solidt nyt navn indenfor det danske trapmiljø. Med sine skarpe rim og hooks viser han, at han er kommet for at blive. Idag har kunstneren udgivet sit selvbetitlede album, der indeholder nogle festlige og hårde trap/rap-sange til din weekend.

Kogekunst – LALA

I lørdags udkom den danske gruppe Kogekunsts nye album LALA.  Simon Mariegard og Oskar Krusell hedder de to drenge der står bag – som at dømme ud fra lyduniverset – har en forkærlighed for rocket guitar og ustyrlig, hæs snakke-agtig vokal. På nogle sange kunne man narres til at tro at man hørte et Bisse-nummer, men gruppen lyder alligevel ikke som nogen andre. Der er noget charmerende over den ellers lettere finurlige konstellation af fængende alternative popmelodier sammensmedet med syrede og kogte elementer, hvilket jo fint stemmer overens med navnet Kogekunst.

Reliks – It All Leads Back to You

Den københavnske alt-pop-kvintet Reliks udgav igår deres EP med titlen It All Leads Back to You . EP’en kommer efter et succesfyldt år for gruppen. I sommer udsendte de således singlen “Common Sense”, som fik en yderst god modtagelse. I løbet af efteråret har Reliks blandt andet optrådt i Pumpehusets byhave, til Musik i Lejets årsfest og til branchefestivalen Oppenheimer i Aarhus. Det nye album rummer både energiske alternative popnumre, fyldt med rungende guitar, bas og uimodståeligt trommespil, samt sange med et mere nedtempo beat og en dyster undertoner – alt hvad du har brug for på en kold fredag.

Gå heller ikke glip af:

Kenneth Bager – Copenhagen 2019 , Vol 2.
Hjalmer – Midt I En Drøm Eller Noget Der Ligner
Nikki Oniyome – Ai 愛

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com