fbpx

Den engelske grime-sensation Aitch: »Jeg vil ikke gøre præcis det samme som alle andre, for så bliver det ikke min egen vej«

Foto: James Barber

Den fremadstormende artist Aitch er i dag aktuel med et nyt mixtape, og vi mødte Manchester-rapper til en snak om sin musik da han gæstede Ideal Bar i København tilbage i februar.

Den engelske rapper Aitch, der har  rødder i New Moston i det nordlige Manchester, har siden sin debut  taget den engelske grime-scene med storm. Han startede sin musikalske karriere som så mange andre; ved at freestyle-rappe med sine venner. Men det er siden kun gået opad for den unge grime-rapper, der nu kan skrive features som blandt andet Stormzy og Ed Sheeran og en nominering til ‘Best New Artist’ til Brit Awards 2020 på sit CV. Derudover har han udgivet utallige hits, som har fået mange millioner streams på Spotify. Han debuterede tilbage i 2017 med albummet On Your Marks og I september 2019 udgav han sit andet album AitcH2O. I den forbindelse drog han på Europa-turné, hvor han heldigvis var et smut forbi Ideal Bar i København. Her mødte vi ham til en snak om hans karriere.

Det var  en oplagt og imødekommende Aitch, som tydeligt var klar på at fortælle og snakke om musikken og hans karriere, der mødte mig på det intime spillested. Allerede fra begyndelsen af vores samtale oplevede jeg, hvor nært grime-scenen i Manchester står Aitch, der til daglig går under den borgerlige navn Harrison Armstrong.

Rapscenen i Manchester i speciel, fordi den ikke er central i England, og vi er ikke i centrum af opmærksomheden – så derfor har vi vores eget twist på tingene. London er der, hvor alting sker, hvor pengene er, og hvor alle, der er noget, er. Det er ikke mange fra Manchester, der er blevet til noget, så det bliver på en måde lidt hemmelighedsfuldt. Jeg tror, at hvis jeg ikke var fra Manchester, ville jeg ikke være så succesfuld, som jeg er, fordi det drager mere opmærksomhed til sig, når man ikke er fra den centrale del af rap-scenen. Det udvider på en måde ens navn. Så jeg er ikke bare “Aitch, den der rapper” jeg er mere “Aitch, den der rapper fra Manchester”. Det skaber mere opmærksomhed, fordi det ikke er, hvad man normalt hører. Det er på en måde en fordel, men det er jo også en ulempe, da det er sværere at nå til tops 

Vejen til succes

Og netop vejen til tops er interessant at snakke om i dette tilfælde, da rappen kun er 20 år gammel. Da jeg spurgte ham, om han kunne huske et specifikt øjeblik, hvor han indså, at han var ved at blive en kæmpe rap-sensation, var han ikke i tvivl.

– Jeg udgav en video til en sang, der hedder “Straight Rimez”, og da den havde været ude i 3-4 dage, klarede den sig ligesom de andre videoer på min YouTube-kanal men en dag vågnede jeg bare op til, at den var gået totalt viralt. Det tog bare et par dage, og efterfølgende var der nogen, som delte den på en stor platform i UK, og fra den dag af gik det bare helt amok, fortæller Aitch, hvorefter han fortsætter med et glimt i øjet: Fra den dag det skete til den dag i dag, hvor jeg sidder her og snakker med dig, er alt bare gået én vej, og det er opad. 

Succesen er altså ikke til at tage fejl af, og om vejen dertil fortæller Aitch om hele den kreative proces: »Jeg har ikke en bestemt måde at gøre tingene på. Realistisk set kunne jeg tage i studiet en dag og bruge otte timer på at lave en sang, men en anden dag kunne den sagtens tage mig to timer at lave en sang og otte timer at skrive to linjer.«

Spontaniteten er altså nøgleordet her, og da jeg spurgte ham, om han til tider oplever vanskeligheder eller udfordringer undervejs i sin sangskrivningsproces svarede han: 

Helt ærligt – under mit sidste projekt gik jeg ikke ind i studiet og tænkte så meget på det. Jeg gik bare derind og lavede sangene. Jeg tænkte bare, at de sange, jeg laver, kan vi udvælge de bedste fra, så jeg var ikke bange for ikke at nå i mål med dem. Mit projekt ændrede sig hele tiden og blev ved med at gøre det indtil en uge inden, det blev udgivet.

»Jeg tror bare, at jeg prøver at fokusere på mine egne ting, og hvordan jeg selv har lyst til at gøre tingene«

Udover den enorme succes han har fået med sit album, har han også samarbejdet med nogle af de største artister i verden. »Det er underligt. Det er så surrealistisk at vokse op og se folk i fjernsynet og på YouTube, og så en dag få beskeder fra netop de folk, likes fra dem, opkald fra dem, og så mødes med dem i virkeligheden også,« fortæller rapperen. Aitch virker udadtil som en utrolig selvstændig artist, og da jeg spurgte ham, hvad han har lært af de store artister, som han har samarbejdet med, svarede han da også:

Man tager jo forskellige råd til sig fra større artister. Dog har jeg ikke nødvendigvis taget de fysiske ord til mig, som de har sagt. Jeg tror ikke, at det som Stormzy eller Ed Sheeran har gjort, nødvendigvis er det, der virker for mig. Så ja, jeg tager folks råd til mig – men ikke for meget. Jeg vil ikke gøre præcis det samme som alle andre, for så bliver det ikke min egen vej. Det er ikke for at være lukket over for andre folks råd, jeg tror bare, at jeg prøver at fokusere på min egne ting, og hvordan jeg selv har lyst til at gøre tingene. 

Men selvom artisten er taknemmelig for at have arbejdet sammen med så mange store og spændende artister, er det vigtigt for Aitch at fremstå som én, der står på egne ben, og som ikke udelukkende laver features. 

– Sidste år lavede jeg mange features, men jeg vil ikke anses for en, der kun laver features, og som er med på alle andres sange. Igen tror jeg bare, at jeg vil fokusere på at gøre mine egne ting. Så jeg tror ikke, det er min plan at lave mange flere features i fremtiden. Det lyder måske kedeligt, men det tror, det er hvad, der passer bedst for mig lige nu, fortæller Aitch.

Med det succes rapperen allerede har opnået, kan jeg ikke lade være med, at spørge ind til, hvilke andre store mål, artisten har for fremtiden, til hvilket han svarede:

– Et af mine mål er helt klart at spille på ‘The Manchester Arena’. Det er jo det største sted i byen. Måske at være nummer et på streamingtjenesterne? Jeg burde have været nummer et, men Ed Sheeran var i vejen – så jeg var nummer 2 i stedet, griner han og fortsætter. Det ville også være fedt at have det mest streamede album. Hvad der sker efter det, er en bonus.

Aitch er i dag ude med et spritnyt mixtape, som du kan høre her:

Tags:
,
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com