fbpx

INTERVIEW: Om forholdet mellem artisten og mennesket, praytell.

Foto: Jonas Villadsen

I sidste måned udgav den danske hiphop/noise/punker, praytell. sin debut-EP, ’LoL, we’re all gonna die :))’, og vi har snakket med ham om den karakter, som præsenteres på albummet, og om mennesket bag det mystiske kaninkostume.

Jeg ved egentlig ikke helt hvem eller hvad, jeg havde forventet at møde den 19. marts, da praytell. og jeg selv var blevet sat op til et portrætinterview. Jeg havde selvfølgelig heller ikke skullet tænke over hverken hans personlighed eller udseende, før jeg, sammen med fotograf, Jonas Villadsen, stod på Refshaleøen og kiggede efter… hvad fanden vi nu kiggede efter. En kanin med coke i pelsen, som hoppede rundt på bygningerne måske? Det giver selvfølgelig ikke nogen mening, når jeg nu tænker aktivt over det. Min pointe er såmænd også bare, at da mit eneste egentlige kendskab til praytell. var hans kaotiske mani af en debut-EP, LoL, we’re all gonna die :)), blev jeg en anelse overrasket, da et roligt individ dukkede op på refshaleøen klokken 14 og hilste høfligt på os.

Den ærlige sjæl bag kaninkostumet

praytell. er noget af det mest fredsfyldte og behagelige, jeg nogensinde har mødt. Først da ham og vores fotograf Jonas Villadsen går i gang med fotosessionen, og praytell. finder sin kaninhue frem fra en rygsæk, kan jeg rigtigt genkende ham fra de pressebilleder, jeg tidligere har fået tilsendt. Det er spøjst at stå der og se ham skifte fra at være sig selv til at blive den kanin, jeg på en eller anden mærkelig måde føler, at jeg kender. Forholdet mellem de to – mennesket og artisten – bliver jeg klogere på efter fotosessionen, da praytell. og jeg sætter os ned for at lave interviewet.

Det første spørgsmål, jeg har skriblet ned i min notesbog, er, hvorvidt jeg’et i EP’ens sangtekster symboliser ham selv eller en persona. Spørgsmålet ligger længe i luften, før praytell. har tænkt færdig og svarer.

 – Jeg tror, at det er en blanding. Oftest er det en ekstremiseret udgave af mig selv.

Hans svar får kontrasten mellem personen og personaen til at give mening for mig. Endnu mere mening giver det i et senere svar, hvor praytell. fortæller mig, at han bruger denne ekstremiserede udgave af sig selv, som en form for terapi og afreaktion – som en måde at få tingene ud på. Har man hørt praytell.s sangtekster, ved man også, at der virkelig kommer ting ud; især psykisk lidelse, i form af depression, selvhad og selvmordstanker, er et gennemgående tema på LoL, we’re all gonna die :)).

 – Jeg skriver om psykisk lidelse, fordi det er noget, som jeg selv kæmper meget med. 

Fortæller artisten., da jeg spørger ham ind til det. 

– Danmark har en af verdens højeste selvmordsratere, så jeg ved, at der er andre, som også kæmper med det. Det er ikke noget, jeg så tit hører blive italesat især ikke af mænd så jeg tænkte, at jeg ville italesætte det.

I sit svar når praytell. næsten også at dække mit næste spørgsmål. For uddybelsens skyld spørger jeg ham alligevel, hvordan han har oplevet tabuiseringen af psykiske problemer i Danmark.

 – Tit hos folk jeg kender, skal man virkelig grave i dem, før de begynder at snakke om, hvordan de rent faktisk har det. Der er i høj grad en kostume for, at hvis man spørger, ”hvordan har du det”, så får man et ”jeg har det fint” tilbage, selv hvis vedkommende ikke har det så fint. Det synes jeg er lidt synd og skræmmende; at folk ikke er ærlige omkring, hvordan de har det. For så æder det dem bare op indeni.

Det er tydeligt i artistens stemme, at emnet står ham nært, og at ytringen omkring psykisk lidelse er vigtig for ham. Da jeg spørger, hvad han håber at gøre for sine lyttere med praytell., svarer han også:

 – Jeg håber, at der er nogen, som føler sig set eller hørt; at der er nogen, som tænker ”hey, jeg er ikke den eneste, der har det sådan”.

Mørke og håb

For vores alle sammens skyld sluttede jeg portræt-interviewet af med at spørge den spændende, nye artist, hvad vi har i vente fra ham i fremtiden.

 – Jeg ligger inde med noget musik, jeg gerne vil udgive. Men jeg vil gerne udgive det, når jeg kan holde en release-fest. Og jeg tror også at jeg vil udgive igennem ”ikke selv-udgivende”. Og så er jeg i gang med at lave et album, som jeg ikke selv producerer, sammen med en producer-duo, som stadig ikke har et navn. Og så er jeg i gang med at lave et album selv, men det har jeg besluttet mig for, at det gerne må tage lidt lang tid. Eller det behøver ikke at tage lang tid, men der er ikke noget time-spand på det, fordi jeg har nogle lidt andre tanker om det, end hvad jeg har lavet allerede. Jeg synes det er lidt hårdt at lave så mørk musik, så jeg tror gerne, at jeg vil bearbejde noget lidt mere positivt. Stadig det samme, men på en lidt anden måde.

Jeg kommer til at sige, at jeg godt kan lide det mørke. Det er ikke min mening at sige sådan, for i virkeligheden kan jeg jo kun lide hans mørke for dets ærlige tilstedeværelse på LoL, we’re all gonna die :)). Men før jeg kan nå at omformulere mig, forsikrer praytell. mig om, at mørket ikke vil være helt væk på hans kommende album.

– Når jeg siger ”positivt”, så mener jeg heller ikke, at jeg kommer til at lave ”hey, lad os alle sammen feste”-musik. Jeg mener mere, at i stedet for at dykke ned i mørket, vil jeg fokusere på helingsprocessen fra det.

På vejen hjem fortryder jeg, at jeg ikke fik fortalt ham, hvor meget det glæder mig at høre, at håbet kommer til at spille en større rolle på hans kommende album. Her på redaktionen, værdsætter vi virkelig praytell.s hudløse ærlighed omkring den modstandskraft, ens psyke kan være. Vi har fået et vildt kapitel, fra det dybeste mørke, om livet, når det går af helvedes til. At praytell. ikke længere har brug for at udtrykke den samme form for pine, glæder mig – både på hans vegne, men også på vores lytteres. Håb er en smuk følelse, og God knows, at vi har brug for den.

Lyt til LoL, we’re all gonna die :)) her:
Via Spotify
Via Apple Music

Tags:
Simone Wester Larsen
Simonelarsen@bandsoftomorrow.com