fbpx

Da Sarah Klang var lille lagde en heks fra Göteborg hendes stjernekort. Om det er derfor hendes nye album er opkaldt efter et stjernebillede står stadig uklart

Foto: Fredrika Eriksson (pressebillede)

Sarah Klang er snart aktuel med sit tredje studiealbum ‘Virgo’. Siden begyndelsen af 2021 har hun udgivet singleforløbere til albummet, og de lyder fremragende. Her på redaktionen har vi holdt nært øje med den svenske artist og har været så heldige, at kunne hive hende til siden til en snak om alt mellem himmel og jord.

Bryan, Ryan og inspirationen fra tidligere årtiers pop/rock-lyd

På en klassisk dansk gråvejrsdag i februar, har jeg en aftale med svenske Sarah Klang. Vi skal snakke sammen over Zoom, men ingen af os er særligt snilde hvad angår teknologi, så vi ender med at give op, og ringer sammen på vores mobiler over Facetime i stedet for. Jeg fornemmer at det passer Sarah ganske glimrende at snakke sammen i mere uformelle rammer, idet hun går rundt i et solbeskinnet Göteborg og drikker kaffe to-go. Hun fortæller at hun har haft svært ved at huske aftaler på det sidste, fordi hendes verden (som så mange andres) har virket sløv, sløret og slowmotion-agtig, som følge af lockdown. Efter vi har grint lidt sammen over den genkendelige lockdown-forvirring, begynder vi at tale om Klangs kommende album Virgo. I et forsøg på at tilbageholde min absolutte begejstring for Sarah Klangs musik bare en lille smule, starter jeg ud med at spørge hende om processen bag skabelsen af hendes kommende tredje album:

–       Jeg begyndte at skrive ‘Virgo’ sidste år, før Covid-19 ramte verden, sammen med min guitarist Theo Stocks. På mine første to album skrev jeg alting selv, eller i samarbejde med min producer Kevin. Det her album begyndte Theo og jeg at skrive på en tour. Vi fandt ud af at vi havde det sjovt med at skrive sammen, og at vi har samme smag i musik. Jeg tror faktisk, at Theo har åbnet mit syn for en masse cool musik. Jeg begyndte at høre Ryan Adams – eller er det Bryan Adams?

Her har vi begge svært ved at opretholde den professionelle mine, og begynder at grine over sammenblandingen af Bryan og Ryan. Ærligt talt kommer vi aldrig entydigt frem til, hvem der er hvem af de to mandlige artister, men vi ender i en forståelse for, at Sarah Klang er blevet inspireret af poprock-lyden fra 80’erne og de tidlige 90’ere.

–       Jeg ville gerne træde ind i de årtier, uden at træde fuldstændigt ud af min comfortzone. Mine to første album havde en slags vintage pop-lyd, som er super moderne på mange måder. Til ‘Virgo’ ville jeg gerne inddrage synthesizere, og egentlig lave et mere sexet album. Jeg vil gerne freake lidt mere ud denne her gang.  

Jeg bider mærke i Sarahs ordvalg omkring den sexede tilgang til musikken, som er inspireret af 80’erne og 90’erne. Det får mig til at tænke på hendes single ”Fever Dream” og musikvideoen dertil, som udkom i starten af 2021. Videoen er skabt ud fra en række finurlige optagelser af Sarah Klang og to mænd, der iført cowboy-støvler og frynsejakker, danser en linedance-lignende koreografi og deler sensuelle øjeblikke. Setuppet er fyldt med old school greenscreen magi, der skiftevis inkorporerer vilde heste, svævende måger og forførende glitter, der drysser ned over skærmen. Det er den slags sexede udtryk, som låner lidt fra det kitschy, humoristiske og kreativt frigjorte.

Jeg fortæller Sarah at videoen fremkalder cool cowgirl-vibes i mine tanker.

–       Det er fedt! Vi havde det så sjovt da vi lavede den. Vi havde aldrig brugt en greenscreen før, og vi kunne gøre alt hvad vi havde lyst til med den. Vi så en masse Madonna-videoer fra de tidlige 00’ere; dem hvor hun var en cowgirl i ørkenen. Og de var allesammen ret dårlige – men på en god måde. Jeg kan virkelig godt lide det udtryk, og vi ville gerne lave noget lignende, men samtidig beholde energien fra ‘Virgo’.

Sarah fortæller, at der kommer til at være en del stille sange på Virgo, og at det derfor også er vigtigt at finde den rette balance. Og er man bekendt med Sarah Klangs bagkatalog, kan man måske have svært ved at forestille sig, hvordan den nostalgiske, blide, og nogle gange sørgmodige lyd vi kender, kommer til at stå side om side med cowgirl-coolness og greenscreen-madness. Men som Sarah selv pointerer, er albummet alsidigt, og selvom det måske er forvirrende for nogen, er det om ikke andet den vej inspirationen har ledt hende:

–   Mine lyttere er meget venlige og åbne over for mig. De nyder musikken, og jeg føler ikke at jeg behøver at forklare en masse til dem. Der er selvfølgelig nogle mennesker, som har været lidt forvirrede. De kan godt finde på at spørge, om hvorvidt sangene er ment som sjove eller sørgelige, eller hvad der egentlig foregår. Sandheden er, at ingen ved det. Jeg har ikke en cool plan eller sådan noget. Nogle dage er jeg en seriøs artist, og andre dage er jeg sådan lidt ”naaah”.

Om det sjove, det seriøse og stjernerne over os

Den splittelse mellem, nogle gange, at tage sig selv enormt seriøst og andre gange være fjollet og goofy, kan jeg sagtens genkende i Sarah Klangs seneste udgivelser. Der er på en måde langt fra melankolien i singlen ”Anywhere” til den fun-loving sassyness man kan mærke i ”Fever Dream”. Også på den visuelle side af projektet er stemningerne dybt forskellige, selvom musikvideoerne til sangene begge er inspireret af Madonna, cowgirls og prærieliv. Hvor videoen til ”Fever Dream” nærmest svulmer over af glitter og glæde, er den sort/hvide musikvideo til ”Anywhere” afdæmpet og til tider lidt spooky. Forskelligheden i produktionerne vidner om en artist, der følger sine følelsers visioner, hvor modsatrettede de end må være. Som lytter bliver man således inviteret med på emotionelle rundture, der gennem musikkens nærværende udtryk, virker så uendeligt personlige. Af denne grund har jeg svært ved at slippe min egen nysgerrighed i forhold til Sarahs personlige islæt på den kommende plade. Gennem hendes Instagram-profil, er jeg blevet klar over, at hun selv har stjernetegnet Virgo (Jomfru), og jeg undrer mig over om det er denne astrologiske forbindelse, der er årsag til albummets titel.

–       Jeg tænkte at det var virkelig sjovt det her med, at astrologi er blevet et kæmpe internetfænomen under pandemien. Det er skørt, men jeg er vild med det. Min mor har altid været super inde i astrologi. Da jeg var lille tog hun mig med til en heks her i Göteborg, som lavede et kort over de stjerner, der var på himlen da jeg blev født, og over månen og de styrker det gav mig og den slags. Så jeg er vokset op med det, og nogle dele af mig griner af det, og andre dele af mig elsker det bare. Nogle dage føler jeg mig som en sand Virgo og andre dage føler jeg at det er skørt.

Mens vi taler sammen, tænker jeg at der sikkert er mange der kan genkende den dualitet i sin personlighed, som Sarah kredser om – det kan jeg i hvert fald selv. Og det er netop i en sådan splittelse, og dens udfoldelse i musikken, at der ofte sker noget nyskabende og interessant. Derfor beder jeg Sarah at fortælle lidt mere om, hvordan hendes skiftende indfaldsvinkler har betydning for for Virgo i sin helhed.

–       Måske er det netop dét: nogle sange skal være lidt sjove og andre sange skal bare være der – og være seriøse. Jeg bruger ikke en formular, når jeg laver musik.

Og ud af denne spontane tilgang til skabelsesprocessen, opstår der smuk musik, som breder sig ud over et spænd mellem sjov og alvor. Jeg bemærker Sarahs mod til at være tro mod sig selv på denne måde, og fortæller hende at det er befriende når hun kører sin ”you do you”-agtige stil. Selv beundrer Sarah artister, som er så dedikerede til deres kunstneriske projekt, at mennesket bag facaden er svært at finde.

–       Jeg nyder virkelig når artister udøver deres kunst fuldt ud; når det hele er en performance. Dét er for mig så cool og sexet, fordi man tager projektet så langt man overhovedet kan. Jeg ville aldrig kunne gøre det – jeg har allerede fucket op.

Sarah griner efter den sidste kommentar, og erkender at hendes Instagram afslører, at hun også bare er et menneske.

–       Der skal bare én øl til, og så er jeg allerede i gang med at poste ’random boring shit’. Så er det bare mig, der er en basic girl. Jeg synes det er fascinerende at tænke på, hvor hårdt det ville være at være en ægte Cher eller David Bowie i dag. I deres tid var der ingen sociale medier, der kunne afsløre dig. 

En ukuelig ærlighed og en fremragende performer

Jeg følger selv Sarah på Instagram, og må gå til bekendelse og fortælle hende, at jeg virkelig holder af at følge med i hendes hverdag. Det er rart at opleve, at musikere også går tur med hunden, drikker for mange øl derhjemme og savner deres venner under lockdown. Og Sarah er en slags artist, der ikke er bange for at være ærlig omkring sin menneskelighed og sine følelser. Da jeg spørger ind til hendes tidligere live-optrædener i Danmark, og om hvad hun synes om at spille for et dansk publikum, fortæller hun begejstret:

–       Jeg elsker VEGA! Jeg føler at alle i Göteborg taler om VEGA. Det er der alle de cool mennesker tager hen. Generelt taler vi svenskere en hel del om hvor cool københavnere er; danske kvinder og deres modesans er noget alle er besatte af. Jeg prøver så hårdt at være ligesom jer, men jeg ender med at se rigtig skør ud.

Sarah griner imens hun laver den indrømmelse, og det er svært for os begge at holde os på sporet af samtalen, fordi det er så umådeligt hyggeligt og forfriskende, bare at tale om helt standard følelser, såsom at føle sig lidt kikset. Men jeg vil så gerne vide, om Sarah snart kommer på VEGAs plakater igen, og om hvordan hendes live-planer i 2021 generelt kommer til at se ud.

–       Så snart som muligt kommer vi til København og måske til England (hvis Brexit ikke fucker med det hele). Men vi skal på tour så snart vi kan. Jeg håber virkelig at spillestederne ikke er helt bookede allerede. Jeg er lidt bekymret, fordi alle musikere i verden jo lige pludselig skal på tour igen når vi kan. Jeg er bange for, at vi alle vil spille på samme tid. Og der er så mange spillesteder, der har drejet nøglen om. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vi alle skal kunne få en plads.

Der er ingen tvivl om, at den globale pandemi har gjort livet svært for mange musikere verden over. For Sarah har det sidste års tid betydet, at hun ikke har kunnet mødes med sine bandmedlemmer på samme måde som de plejer, og at hun muligvis er nødt til at spille med et anderledes live setup, når hun kan turnere igen.

–       Forhåbentlig kommer mine fremtidige optrædener til at ligne dem fra før pandemien – med hele mit band. Men måske bliver vi nødt til at nedskalere, på grund af økonomien. Måske bliver det bare mig, min guitarist og en på keys. Men det betyder faktisk ikke noget, hvor mange vi er. Jeg er en fremragende live artist – det er mit salgsargument. Jeg tror ikke at folk ville arbejde med mig, hvis jeg ikke var så god live. For jeg er ret fragmenteret i andre aspekter i livet. Men de kan regne med mig live. 

I den dybe vinter-lockdown sidder vi begge og ser frem til sommerens (forhåbentligt) opblomstrende koncerter. I ventetiden på, at Sarah kan komme til at spille live igen, skal hun fejre udgivelsen af Virgo, og hun håber på, at det bliver i selskab af bandmedlemmer og andre kollegaer og med masser af øl. Jeg planlægger selv at efterligne modellen, og drikke en kold fadøl i solen og lytte til det fulde album, når Virgo bliver frigivet den 7. maj. Det er en model jeg varmt vil anbefale andre at kopiere – god fornøjelse.  

Du kan høre singleforløberne fra det kommende album på din yndlings streamingtjeneste: 
Spotify
Apple Music 

Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com