fbpx

Karl William – Store VEGA

Foto: Sony Music Danmark (Pressebillede)
Venue: Store VEGA
Dato: Onsdag den 25. august 2021

Karl William skulle stå for VEGAs første koncert, hvor publikum måtte stå op efter evigheder i Corona-land. Alle rammerne for en dansefest var på plads, men Karl William formåede ikke at gribe chancen for at udnytte de ophørte restriktioner og få en fest med publikum.

Karl William – Store VEGA
2 / 5 Reviewer
Rating0

Den danske popprins’ koncert skulle have været afholdt i Store VEGA den 8. april i år, men den endte med at blive rykket, og blev i stedet afholdt på dagen hvor VEGA endelige kunne have et stående publikum og lempede restriktioner efter hvad, der føles som evigheder.
Efter en opvarmning af danske singer/songwriter Stine Klingsten, hvor publikum klappede i takt, hujede, dansede og kom i godt humør, samt det at være til VEGAs første stående koncert i lang tid, skulle man tro at Karl William ville komme på scenen, fortsætte den gode stemning og give publikum en aften de sent ville glemme. Dog trådte han på scenen med en udstråling, der signalerede at han ikke var i humør til en dansefest med publikum dén aften. Igennem hele koncerten stod Karl William stort set stille på scenen, enten helt ude i højre eller venstre side. Man fik en følelse af, at han ikke ville være centrum til sin egen koncert. Efter at have lagt ud med sit hit “Rammer Perfekt”, løftede det unge talent sløret for, at han har en ny plade på vej. Han gjorde publikum opmærksom på, at han ville bruge aftenen på at spille de mange nye numre, som kommer til at indgå på pladen. Dog var der ingen af de nye numre som fik en introduktion eller blev præsenteret, hvilket var ærgerligt. For som publikum, der får æren af at høre den kommende musik lang tid før alle andre, ville det have givet en unik følelsen, hvis man samtidig havde fået viden om nummerets betydning, baggrund og opståen.


Setuppet på scenen var mere elektronisk, end man har set det være præsenteret før, hvilket hænger godt sammen med Karl Williams stil i sin nye musik, som han præsenterede flittigt til koncerten. Hans lyd er uden tvivl blevet mere hip hop-baseret med elektroniske effekter, end den bærer præg af dansk pop, som han plejer at levere. I mellem mange af de nye numre spillede den charmerende jyde et par gamle numre, og det var ikke svært at tage fejl af, at publikum følte sig langt mere komfortable med disse. Der blev sunget med, danset og hujet, når de første par sekunder af et gammel nummer blæste ud af højtalerne på Vesterbros mest populære spillested. Som koncerten skred frem fik Karl William både besøg af Anton Edward, Kidd og JOSVA på scenen, og i disse momenter blev energien på scenen langt anderledes. Det var som om, at Karl William lyste op på en anden måde og havde lettere ved at tage publikum med sig, når han fik en hjælpende hånd fra sine gæster på scenen. Og først i den sidste fjerdedel af koncerten var publikum rigtig med, da han spillede flere numre i træk, som var lette for publikum at danse og synge med på.


Som ekstranummer sluttede Karl William af med sit kæmpehit “Blind Igen”, og den stemning, som ramte publikum og Karl William samt hans band ved dette nummer, ville man have ønsket havde været tilstede flere gange i løbet af koncerten. Der var absolut ingen tvivl om Karl Williams musikalske talent hele koncerten igennem, dog var det rigtig ærgerligt at han ikke gjorde mere ud af at entertaine, for har man været til andre Karl William koncerter ved man, at han ikke plejer at være bleg for at bruge sin charme til at joke og tale med publikum mellem sine numre. Denne gnist manglede desværre til aftenens koncert, hvilket gav den overordnede oplevelse af koncerten en flad fornemmelse, på trods af det indlysende musikalske talent.


Der var ingen tvivl om, at de momenter som fungerede bedst i løbet af koncerten, var de gange Karl William interagerede med sit publikum, fik dem til at synge, danse, svinge armene i takt til musikken og klappe. For dét var der ingen tvivl om, at publikum havde savnet ved live musik, så det var ærgerligt at han ikke gjorde dette til en større del af koncerten, når nu det var VEGAs første stå-koncert i lang tid.

Sofie Pindstofte
sofiepindstofte@bandsoftomorrow.com