fbpx

Ugens Upcoming: ALEA

Foto: Jonas Villadsen (Pressebillede)

Hos os er en ny uge lig med et nyt upcoming navn, og i denne omgang har du muligheden for at møde ALEA, der for nylig meldle sin ankomst på den danske musikscene.

Sanger og sangskriver ALEA meldte sin ankomst på den danske musikscene den 19. august, hvor hun åbnede Gårdscenen på UHØRT Festival for dagen efter at udgive sin debut-single “We Collect”. Sangen består af præcise percussion-elementer, en skarp bas og flydende synth-elementer, der alle bindes sammen af ALEAs blide og luftige stemme. Til koncerten på UHØRT Festival kunne man opleve et bredt repertoire af endnu ikke udgivet musik, der vækkede vores interesse, og som etablerede ALEA som en, man bør holde øje med. Med fremtidige projekter i samarbejde med flere spændende navne synes vi, det var på tide at lære ALEA bedre at kende, og vi har derfor stillet hende nogle spørgsmål.

Hvem er ALEA?

– ALEA er mit alias – bag er jeg – Lina Vadsholm Aoude, som er sangskriver, tekstforfatter og sanger.

Jeg laver pop-sange med kant og gerne med rødder i RnB, electro-pop og hiphop. Jeg er helt ny på den danske musikscene og har lige udgivet min debut-single ‘We Collect’. 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– Tilfældig. Som navnet ALEA kommer af -‘aleatoric’, som betyder at dyrke tilfældighederne i musikken.

Hvordan startede du?

– Fra barnsben har jeg altid gået på musikskole, og næsten hver aften skulle min søster og jeg lave koncert (synge og danse) foran mine forældre… jeg husker dem som meget tålmodige. Men jeg startede først mere seriøst med musikken, da jeg flyttede til København som 19-årig og lavede et band med nogle venner. Senere mødte jeg min gode ven Jacob Øland og sammen skabte vi ALEA i en bunker på Nørrebro. Jeg begyndte at skrive sange og spille lidt koncerter, og nu er jeg så her i dag, og glæder mig meget til at se hvad fremtiden bringer.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Musik kan formes på mange måder for mig, og der er ikke rigtig en opskrift at gå efter. Typisk får jeg en idé til noget tekst eller melodi, og så arbejder jeg selv videre på det eller sammen med en producer/sangskriver. Tit kommer teksterne spontant i en session og andre gange har jeg næsten skrevet hele sangen inden jeg mødes med produceren. Jeg kan egentlig ret godt lide at variere min måde at skrive musik på, da jeg føler, at jeg udvikler mig mest i forskellige arbejdsmønstre. 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Jeg hører rigtig meget forskelligt musik, men jeg tror Jorja Smith, Mahalia, Joy Crookes, Cleo Sol etc. har været en god indflydelse på min lyd. De er alle nogle stærke og seje kvinder, som jeg virkelig ser op til! 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Hmmm, jeg burde virkelig få mig en pladespiller. Jeg har skamlyttet Doja Cat’s album ’Planet Her’. Det er jo så godt! og jeg synes virkelig, at hun har en fed lyd. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Lige nu arbejder jeg tæt sammen med Alexander Grandjean, da jeg er feature på nogle af hans soloting, men faktisk er vi også i gang med at lægge sidste hånd på en fælles udgivelse, der kommer til februar 2022, hvor vi begge står som afsendere – ligesom fx Alina Baraz og Galimatias har gjort det. Og ellers forbereder jeg mig på min egen debut-EP, der udkommer her til efteråret. 

Hvad er drømmen?

– Jeg har store drømme! Og mange… Men først og fremmest drømmer jeg om at efterlade et spor af inspiration! Og måske gøre verden bare lidt bedre for nogen.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Helt sikkert ‘We Collect’ som er min første og nyeste single. Hør den! Der kommer selvfølgelig meget mere snart. Jeg glæder mig til at kunne udfolde hele universet bag ALEA for folk. 

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Long Island Iced Tea. Blød udenpå, hård indeni.

Mens man venter på det næste projekt fra ALEA, kan man høre debutsinglen “We Collect” på Spotify her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com