fbpx

Bremer/McCoy – Natten

Foto: Søren Lyngaard (Pressebillede)
Label: Luaka Bop
Udgivelsesdato: Fredag den 29. oktober 2021

Der er lagt op til de helt store tilværelsestanker når man gennemlytter den danske duo Bremer/McCoy’s nyeste album “Natten”, der kunne tyde på større international anerkendelse for bandet.

[rwp_box id=”0″]

Danmarks dygtigste dub-jazz duo er ude med endnu et unikt album, og med dette femte i rækken udviser Bremer/McCoy en rørende stilsikkerhed og personlighed i hvert eneste nummer. Det er tydeligt at duoen har haft tid til at se hinanden i øjnene de sidste par år, og arbejde videre med deres forståelse af, hvem de egentlig er på både den danske og den internationale musikscene. Selv udtaler bassist Jonathan Bremer:  

– Vi har følt en større frihed denne gang, fordi vi har fundet en sikkerhed i det, vi gør. Det gør det trygt at søge længere og længere ud, at vi ved, at tingene som regel falder på plads, 

Du kender måske allerede Bremer/McCoy fra deres anmelderroste plade Utopia, der for alvor satte et skub i det bredere bekendtskab til bandet. Ved første gennemlytning af dette nye udspil, vakte det stor genlytsglæde at møde de velkendte Morten McCoy melodier, og den fremtrædende bas fra talentet Jonathan Bremer på titelnummeret “Natten”. Men der var også noget helt nyt over det – ja, gudskelov, det skulle der da helst være – i form af et større spænd mellem stemninger og rum. 

I en jordnær, analog og tidsløse ende af spektret finder vi numre som “Gratitude”, “Nu og Altid” og “April”, der med deres enkelthed spreder en naturlig følelse af taknemmelighed og accept. Med afsæt i disse simple melodier og nedpillede lydbilleder bevæger duoen sig på relativ organisk vis over i den diametral modsatte ende, hvor vi finder de kosmisk udforskende numre som for eksempel de to sammenhængende numre“Aurora” og “Nova”. Disse udgør et endeløst rum abstrakte effekter, og udfordrer i den grad lytteren, hvilket giver de andre mere meditative og repetitive numre modspil. 

Albummet som helhed er inspireret af den tid på døgnet, hvor hverdagen står stille, og der bliver tid til ro og refleksion. Det cykluslignende format, og de bredt afsøgende melodier afspejler smukt de tankestrømme der kommer og går gennem et søvnløst sind, der kigger mod funklende stjerner og blafrende nordlys på et kulsort lærred. Det er tydeligt at hvert nummer har sin unikke fortælling, og selvom albummet, ligesom alle tidligere udspil fra bandet, er instrumentalt, findes der faktisk tekster til mange af sangene. Hvis man lytter godt efter, kan man næsten forestille sig ordene forme sig med melodierne, særligt på det følsomme og fængende nummer “Mit Hjerte”. Dog er Bremer/McCoy tydelige omkring, at når musikken først er ude, er den op til fri fortolkning, og man må bruge den, lytte til den, og forstå den præcis som det passer en.

Personligt finder jeg numrene “Lalibela” og “Hjertebarn” svære at placere naturligt i denne ellers vellykkede rejse gennem nattens stemninger og stjernekonstellationer, og de virker som delvist unødvendige stop på vejen. Med det sagt står numrene skarpt i deres fortælling og kunne sagtens stå alene i min optik.

Alt i alt er denne nye plade et stærkt udspil af stor betydning for Bremer/McCoy’s karakter og lydbillede, og fortællingen om natten skinner klart igennem, med nye åbenbaringer for hver gennemlytning. Der er numre til enhver smag, men alle med genkendelige karaktertræk der strækker sig som en rød tråd gennem alle sangene. 

Albummet bliver ligesom Utopia udgivet på David Byrnes anerkendte label Luaka Bop. 

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com