fbpx

Smukfest deler fem nye navne til næste års festligheder

Foto: Scarlet Pleasure //Elke Numeyer (Pressebillede)

Smukfest lyser denne grå fredag op med annonceringen af hele fem nye navne til næste års festivalsplakat.

Med et allerede solidt program til næste sommers festival følger Smukfest atter op med nye spændende artister. Denne gang tilføjer de en bunke danske favoritter til plakaten.

Første afsløring kommer i form af den sjælfulde sanger Alex Vargas, der har taget Danmark med storm med sin eminente sangskrivning, strålende melodier og flotte sangtalent. Han har vist sig som en vaskeægte publikumsfavorit, så vi kan uden tvivl se frem til et fremragende liveshow, når han indtager scenen i Bøgeskoven. Det er rockuniverset hos Magtens Korridorer, der er næste afsløring i rækken. Gruppen har fødderne solidt planten på den danske rockscene og har ikke været til at vælte af rocktronen, siden de brusede frem i midten af 90’erne.

Hertil følger hitmagerne Scarlet Pleasure, der har overtaget vores øregange med deres poppede toner og ørehængende melodier siden deres store gennembrud med hitsinglen “Deja vu”. Dagens fjerde annoncering er folkekære TV2, der debuterede på Smukfest i 1981 og som trofast har fulgt festivalen – og resten af de danske stuer – lige siden. Som et af Danmarks største poprock-orkestre leverer TV2 altid et hæsblæsende show, og derfor er forventningerne naturligvis høje til de erfarne herrer, når det bliver deres tur til at spille op i Bøgeskoven.

Sidst men ikke mindst kan du opleve den energiske hiphop-gruppe Ude Af Kontrol, der tidligere har væltet scenen på Smukfest og kommer til det igen i år.

Smukfest løber af stablen mellem den 31. juli – 7. august 2022.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com