fbpx

Det går stærkt med annonceringerne, og SPOT-festival er nu klar med 10 nye navne

Foto: Julie Ellinor // Anna Kabana (Pressebillede)

Lineuppet til årets SPOT-festival vokser konstant i takt med at festivalen nærmer sig, og med dagens annoncering rundes der nu 35 artister med udsigt til endnu flere.

I denne omgang bliver der lagt op til fest, med blandt andet IDEKIID der har været på alles læber med sine tropiske beats og hittet “Errudumellahvad.” Energien er også i top når CXCX Chu Chu indtager scenen med tunge beats og smarte replikker, og Pind kommer også på banen med sin autentiske og velskrevet lyrik. JEURU er også på programmet med sin ærlige og genrebrydende lyd, og Kleo har også noget unikt med, der blander rock’n’roll med astrologi og hyperromantik.

Fra Norges upcoming-scene er der også fed musik at finde på programmet med Ash Olsens energiske indspark, samt Magly der med sine ørehængere har sat sig godt fast hos naboen.

Selma Higgins står også klar til at invitere lytterne med ind i sit legende funk-popunivers og Julie Ellinor varmer sin sjælfulde sangstemme op til at levere en dragende koncert, så popprogrammet har igen fået et boost med disse to navne. Sidst men ikke mindst på det talentfulde virvar af dygtige nye artister findes Reveal Party der med sin midwest emo og mørke sarkasme fortæller om kærlighed og livet som transkvinde.

SPOT-festival løber af staben til maj i år, og vil løbende tilføje endnu flere kunstnere til deres spændende line-up og allerede i næste uge er de klar med endnu en bølge af annonceringer. Det bliver så spændende at følge med i, og hvis du er interesseret i hvem der ellers står på plakaten kan du læse mere her.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com