fbpx

MALU – UHØRT Festival 2022

Foto: Reprise Studios (PR)
Scene: Volumescenen
Dato: Fredag den 19. august 2022

R&B-popperen MALU åbnede fredagens program på UHØRT Festival med et stilsikkert show, der nænsomt satte gang i festivalgængernes dansehofter.

3,5/5 Stjerner

Regnvejret udenfor Volumescenen skabte allerede inden MALUs koncert på UHØRT Festival en tyk fugtighedsbobbel i den gamle Vesterbro-hal, der trods et lidt beskedent fremmøde ved koncertstarten føltes helt klar og veloplagt til Marie-Louise Pierinis bløde R&B-pop. Som fredagens første act klokken 17.45 gik hun på scenen flankeret af sit band bestående af en pianist, en trommeslager og en DJ, der supplerede popuniverset med scratches i ægte cratedigger-stil. 

Koncerten var elegant bygget op med en dynamisk kurve, der gradvist voksede sig større og større, mens folk strømmede til festivaldagens åbningskoncert. MALUs tilbagelænede univers var som skræddersyet til opgaven: nemlig at få gang i festivalgæsternes kroppe uden at kræve alt for meget af dem, der måske lige skulle stille og roligt i gang igen. Backingbandet påtog sig heller ikke for meget opmærksomhed, mens de fremførte de silkebløde beats med en stilsikker tilbageholdenhed, der dannede lydtæppet til MALUs soulede vokal.

Teknisk var der ikke en finger at sætte på noget som helst, og MALUs karismatiske frontpersona kombineret med hendes stærke vokal var heller ikke længe om at smigre det fremmødte publikum, der svarede igen med brede smil og en rar, kærlig stemning foran scenen. Til tider blev R&B-universet måske en smule ensformigt, og man kunne godt savne et mere varieret lydbillede, der gik ud over de sikre valg, men alt i alt var publikum i virkelig trygge hænder. Sætlisten bestod blandt andet af sange fra EP’en Evergreren, som hun udgav tidligere på året, og som handler om nogle af de helt svære følelser som identitetskriser, usikkerhed og hjertesorger. Singlen “No Hearts” var nok den sang, der stod klarest frem som koncertens højdepunkt med dens vandrende synth-figur og en virkelig stærk topline, der sender tankerne hen mod Jadas tidlige udgivelser. Koncertens afslutter “Still Breathing” gjorde med sin hjertebankende stortromme og det flatterende “4 i gulvet”-groove også et hæderligt forsøg på at sætte prikken over i’et på en særdeles veludført koncert, der aldrig helt blev forløst, men som på ingen måde vil gå i glemmebogen. MALU er bestemt en artist, man bør holde et vågent øje med.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com