16 okt ANMELDELSE – Enhver person med velfungerende ører skylder sig selv at opleve Black Country, New Road

Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: 15. oktober 2023

Black Country, New Road var værter for stormusikalsk gruppeterapi i Store VEGA.

4,5 / 5 Stjerner

Da de engelske kunstrockere fra Black Country, New Road søndag aften indtog Store VEGAs scene, var det ikke meget mere end tre måneder siden, de sidst havde stået på en dansk scene.
Selvom koncerten på Roskilde Festival var præget af tekniske problemer holdt anmelderne ikke igen med de rosende ord til sekstetten, der kort inden udgivelsen af deres seneste studieplade måtte tage afsked med forsanger Isac Wood, som forlod bandet for at fokusere på sit mentale helbred. Resten af Black Country, New Road tog en beslutning om, at de ikke ville optræde med de numre, som de havde udgivet i tiden med ham som forsanger.
Siden da har de blot udgivet livealbummet Live at Bush Hall, der udelukkende bestod af nye numre.

Derfor var aftenens setliste også nærmest identisk med tracklisten på livepladen. Man havde dog valgt at se bort fra nummeret ”The Wrong Trousers” og krydret oplevelsen med tre endnu ikke udgivende sange.

Da bandet i realiteten står uden forsanger, skiftedes flere af bandets resterende medlemmer til at tage tjansen som vokalist.
Som vokalister og sangskrivere bringer Tyler Hyde, Lewis Evans, May Kershaw og Georgia Ellery (der dog kun fik et enkelt uudgivet nummer som frontkvinde) hver især noget unikt til bandets musikalske og lyriske univers, men især Hyde og Kershaw imponerede. Hyde havde den nærvær og karisma som en god frontperson bør besidde, mens Kershaws smukke og kunstfærdigt skrøbelige vokal var midtpunktet for flere af aftenens absolutte højdepunkter.

Man kunne måske godt komme til at mangle den stabilitet, det giver at have én fast forsanger under hele koncerten, men det var altså en helt unik oplevelse, når de seks individer stod der på scenen i en halvcirkel og skiftevis greb mikrofonen for at krænge deres inderste følelser ud.

Stemningen var intim, og behandlingen af tematikker som mental sundhed, venskab og ulykkelig kærlighed gjorde, at koncerten mest af alt tog sig ud som en form for musikakkompagneret gruppeterapi – for både band og tilskuere. Der var dog på ingen måde tale om gemen underlægningsmusik. For langt hen ad vejen optrådte Black Country, New Road med det instrumentale i højsædet. Sjældent har jeg set seks så talentfulde unge mennesker samlet på én scene

De mestrede selvfølgelig de traditionelle rockinstrumenter, men essensen af bandets særegne lyd fandtes for alvor i det gåsehudsfremkaldende kammerpoppede sammenspil mellem Ellerys violin, Kershaws klaver og Evans’ fløjte.

Bag trommerne styrede Charlie Wayne diverse temposkift og blandede jazzinspireret teknikalitet med (post-)rocket bulder og brag. Det er sjældent inden for rockens verden, at guitaristen indtager en parentetisk position i den musikalske ligning, men det endte Luke Mark lidt med at gøre. Hans lettere anonyme tilstedeværelse dækkede imidlertid også over det faktum, at han er usvigeligt sikker på strengene og derfor blender perfekt ind i mixet.

Det er ikke nogen nem opgave at få så mange forskellige elementer og individuelle evner til at indgå i et sammenhængende univers, men det var ikke desto mindre en opgave som Black Country, New Road mestrede– selv uden forsanger.

Resultatet var en af de smukkeste liveoplevelser, som enhver person med velfungerende ører skylder dem selv at overvære.

.