fbpx

Roskilde Festival 2022: Disse koncerter skal du se i opvarmningsdagene

Foto: BATHSHEBA // Jasko Bobar (Pressebillede)

Endelig skal vi på græs igen, og i denne installation af Roskilde Festival har programlæggerne gjort en kæmpe indsats for at fremhæve de lysende håb, vi har på den nordiske musikscene, der får lov til at varme op til festivalen på Rising- og Countdown-scenerne, før det helt store show går løs. Her har vi lavet en lille guide til de 10 koncerter, du ikke må gå glip af i opvarmningsdagene.

Mina Okabe

Med sine internationale rødder og opvækst formår Mina Okabe at lyde som ingen andre på den danske scene. Endda efter man har fået fornemmelsen af at vide, hvad Mina Okabe lyder som, fornyede hun sig igen på sin seneste single “Take It Further”, som tog en langt mere hiphop-inspireret rute end hendes anmelderroste debutalbum. Mina Okabe skaber varme lydbilleder, der tager lytteren med rundt på hendes verdensomspændende legeplads, hvor inspirationen er fundet iblandt alle de mennesker, hun har mødt, og steder hun har besøgt.

PRISMA

Den rockede søsterduo PRISMA er et navn, vi altid har været begejstrede for her på redaktionen – og det er bestemt ikke uden grund. De to søstre har nemlig haft enorm fart på, siden de med “I Never Wanted To Meet You” sparkede døren op og markerede deres vigtighed på den danske musikscene. Højaktuelle med singlen “Drive”, der med den tilhørende musikvideo landede i sidste uge, har de en pakket sommerturné på programmet, der heldigvis også rammer Roskilde Festival den 26. juni. Vi har efterhånden ved mange lejligheder fået lov at høre den magiske duo live. Og vi kan simpelthen ikke anbefale nok, at du også fanger dem.

Afskum 

Bag kunstnernavnet Afskum gemmer sig Prince Askar, der ikke mindst har fanget vores opmærksomhed. Uden en eneste officielt udgivelse i ryggen har kunstneren allerede skabt sig omtale på livescenen rundt omkring i landet. Senest på den anmelderroste optræden på årets SPOT-festival, hvor han lagde musikhusets kammermusiksal ned. Afskum skriver oprigtige tekster, hvor der ikke lægges låg på det dystre tekstunivers.  

Brimheim

Vi ved det godt. Brimheim er en no brainer på sådan en liste her, men vi kan simpelthen ikke anbefale hende nok! Brimheim leverer så vildt og velspillet et sceneshow, der kommer helt ned i øjenhøjde og betager alle tilstedeværende. 

BBYBITES

BBYBITES er et navn, der har floreret på rigtig manges læber rundt omkring i hele landet, og har markeret sig som et af de navne i Danmark, du simpelthen er nødt til at opleve live. Med sine energiske og dansable pophits som “bby”, “Pleaser”, “Take Me Hard” og senest “Whatever” har hun i de seneste år for alvor bevist sit værd på den danske popscene. Vi har altid været begejstrede for hendes liveshows, hvor hendes selvtillidsfulde attitude, sin skudsikre vokal og sine dramatiske fortællinger tryllebinder sit publikum.

Reveal Party

Reveal Party har sit varemærke i intimitet, melankoli og mest af alt ærlige fortællinger fra sit eget liv. Som frontperson for bandet står Emily Holm Nyhuus, der skriver sange om kærlighed og det at leve et liv som transkønnet kvinde. Tonen er inderlig, melankolsk og ikke mindst håbefuld, og vi er overbevidste om, at koncerten vil leve op til den hype, som Reveal Party har oplevet indtil nu.

Lucky Lo

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Lucky Lo er et navn, du simpelthen SKAL opleve live på Roskilde festivals Warm-up dage, så start med at læse vores anmeldelse fra hendes koncert på årets SPOT-festival lige her. Her fortjente hun sig nemlig til en fem stjerners anmeldelse med sit enorme nærvær – i følgeskab med hendes helt igennem velspillende band – hvor den dansk-svenske sangerinde trygt tog os alle i hånden, og fik os til at synge med på “Supercarry”, “Ever!” og “Receiving/Giving”. Når Lucky Lo indtager scenen, garanteres der en professionel, stærk og med al sandsynlighed rørende optræden. 

Blæst

Der er bare ingen tvivl om, at Blæst har bevist deres værd, ikke mindst i det seneste år. Med store hits som “Kig Op Fra Gulvet”, “Ego” og “Juice” i rygsækken har electropop-kvartetten indtaget adskillige scener overalt i landet. Sidste gang på SPOT-festival, hvor de lagde den overfyldte plads foran Park-scenen ned. Gruppen er kendte for at skabe kæmpe dansefester med deres simple og helt igennem gennemførte pop-sange om ungdommelige tematikker. Præcist hvordan det foregår, når Blæst går på scenen, kan du læse meget om her, da vi anmeldte dem i Lille Vega. 

PIND

PIND markerede sig for alvor som det nye bud på Danmarks næste helt store rapper med udgivelsen af sin debut-EP Videre i 2019. Nu er han højaktuel med debutalbummet LOTUS, som vi på redaktionen ikke mindst var stærkt begejstrede for, og som du kan læse alt om her. Kendt for sine detaljerige tekster, originale rimstrukturer og sin personlige tilgang til et lyrisk univers, der ofte bærer præg af PINDS egne livserfaringer i det tunge og det lette. PIND afsluttede sin Danmarksturné med en pakket koncert på årets SPOT-festival. 

BATHSHEBA 

22-årige BATHSHEBA blæser derudaf. Med store hits som “Fighting For Your Love”, “Hit ‘N’ Run” og senest med “Surrender” har popsangerinden både demonstreret sit store talent for for sangskrivning, men også vist sit værd på live-scenen – hvor hun kendetegnes ved at blæse sit publikum bagover med sin tårnhøje energi og sin selvtillidsfulde attitude. Har du endnu ikke fanget den frembrosende sangerinde live, så mis ikke din chance, når hun i år indtager scenen på Roskilde-festival.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com