fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 38

Foto: Alga // PR (pressebillede)

De fleste af sommerens største festivaler er nu overstået, og du savner måske allerede følelsen af at befinde dig midt i et menneskehav med en kold øl i hånden. Men fortvivl ej, der er heldigvis stadig festivalstemning at finde i musiklandets sensommer. Derfor vil denne uges koncertanbefalinger guide dig gennem nogle spændende og sprøde koncerter, der spænder fra dystopiske elektropop til kraftfulde lyriske tekster. Du kan læse mere om 5 udvalgte oplevelser herunder.

Alga

Alga er navnet på den elektroniske duos magiske univers, der både flår i hjertet og river i kroppen. Gabriels Blachmanns glitchede produktioner og Alberte Silberbrandts tekster om dunkelt begær udgør kernen af deres dystopiske elektropop, der bæres frem af tunge breakbeats og forvrængede samples. Dette musikalske ægteskab skaber et stemningsfuldt soundtrack til natklubbens sidste timer, men det er også den perfekte ledsager til den tomme togkupé på vej hjem fra festen. Algas koncert er en del af ‘Benspænd’-konceptet, som præsenteres af Villa Kultur. Dette koncertprogram for ny dansk musik hylder kreativitet og alsidighed i musikkens vækstlag. Alle kunstnere, herunder Alga, udstyres med et kunstnerisk benspænd, der udfordrer og inspirerer deres optræden. Dette koncept er med til at skabe en nyskabende platform for musikkens talenter og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser. Tidligere har vi hædret Alga som “ugens upcoming” i en artikel, som du kan læse lige her!

Hvor: Villa Kultur

Hvornår: Torsdag den 21. september

New Order

I verdenen af alternativ rock og elektronisk musik har New Order i årtier stået som en urokkelig titan. Oprindeligt stammer bandets rødder fra det legendariske Joy Division, der blev skabt i skyggen af Manchester’s post-punk scene. Bandets debutalbum, Movement, fra 1981, var stadig præget af Joy Divisions lyd, men det markerede begyndelsen på en bemærkelsesværdig transformation. New Order begyndte at eksperimentere med post-punk og blev inspireret af New Yorks pulserende klubscene. Denne musikalske rejse kulminerede i det banebrydende album Power, Corruption & Lies fra 1983. Men det var singlehitten “Blue Monday,” også fra 1983, der sendte dem ud i stratosfæren af popularitet. New Order hviler aldrig på tidligere bedrifter og fortsætter med at optræde live på verdensplan. Deres koncerter er episke begivenheder, og de har indtaget nogle af de største scener, herunder Manchesters Heaton Park og Londons O2. Deres musikalske arv er uomtvistelig, og deres koncerter er en uforglemmelig oplevelse for enhver musikelsker. Derfor kan vi ikke vente med at opleve deres eksplosive energi fylde Royal Arena op!

Hvor: Royal Arena

Hvornår: Torsdag den 21. september

Pardans

Det københavnske rockkvartet Pardans er tilbage og er klar til at indtage scenen på RUST med et spritnyt album og et liveshow, der lover at være intenst og uforudsigeligt. Efter en længere periode med tavshed har Pardans, som også har markeret sig internationalt, udgivet deres tredje fuldlængde-album, Peak Happiness. Dette album udvider deres grænsesøgende musikalske syntese, der blander elementer fra post-punk, avantgarde jazz og progressiv rock. De er kendt for at udforske sci-fi-dystopi, dagbogsnotater og humoristisk samtidskritik gennem sine tekster. Pardans består af dygtige musikere, herunder Daniel Honoré på saxofon/guitar, Gustav Berntsen på vokal/guitar, Oskar Dinesen på trommer, og Rasmus Hastrup på bas. Med deres genreblandende og eksperimenterende tilgang til musik lover Pardans at levere en koncertoplevelse, der vil skille sig ud, hvorfor en aften med Pardans på RUST, er varmt anbefalelsesværdigt herfra!

Hvor: Rust

Hvornår: Fredag den 22. september

Waterbaby

Bag kunstnernavnet Waterbaby, gemmer sig det borgerlige navn Kendra Egerbladh. Hun er lige nu aktuel med sin debut-EP Foam. På dette album udforsker hun kærlighedens svimlende følelser og leverer hypnotiske og stemningsfulde technopastorale sange. Hun synger om at være der for nogen i en nødsituation, og hendes autotunede vokal tilføjer en unik og drømmende dimension til hendes musik. Waterbabys lyd er en blanding af guitar, klaver, synthesizer og stærke melodier, alt sammen pakket ind i hendes stemningsfyldte og autotunede univers. Hendes musik er en blanding af det bedste fra forskellige genrer, og det er svært ikke at blive fanget af hendes charme. Så hop med på vognen og lad dig flyde med på Waterbabys boblende musikalske univers som bliver foldet ud på Ideal Bar!

Hvor: Ideal Bar

Hvornår: Onsdag den 20. september

Popkorn Nordic 2023

Popkorn Nordic er et ambitiøst dansk-svensk talentudviklingsprojekt, der fokuserer på at opdage og fremme bands og kunstnere fra Sjælland og Skåne. Gimles intime rammer danner den perfekte kulisse for denne musikalske begivenhed, der sætter spotlys på fremtidens stjerner. Det er en enestående mulighed for at opleve fem udvalgte bands og kunstnere, der hver især repræsenterer den næste bølge af musikalske talenter. Koncerterne vil byde på en bred vifte af genrer, herunder pop, punk, blues, soul, elektronisk R&B og rock. Man kan bl.a. opleve 22-årige singer/songwriter og producer, Lukas Boel, som optræder under kunstnernavnet BOEL. Boel’s musik fusionerer medrivende melodier med R&B-inspirerede grooves, og inviterer dig til at danse og finde trøst i hans følelsesladede tekster. Han er en sand historiefortæller og skaber musik, som reflekterer over livets dybder og højder. Derudover kan du også opleve Miller, som leverer dansksproget alternativ rock med et fokus på nytænkende og moderne produktioner. Millers musik er et eksplosivt møde mellem det traditionelle rockunivers og nutidens lydlandskab, og resultatet er en unik og medrivende musikoplevelse, du ikke må gå glip af.

Hvor: Gimle

Hvornår: Tirsdag den 19. september

Frederikke Pedersen
frederikkepedersen@bandsoftomorrow.com